Jeg ligger i min seng. Og ved siden af mig ligger det fineste lille menneske.

Jeg ligger i min seng. Gennem gardinet kan jeg se, at aftensolen er ved at gå ned og byen bliver stadig mere stille. Ved siden af mig ligger det fineste lille menneske, der trækker vejret i små, hurtige ryk og som dufter fantastisk af nyfødt. Hun siger små knirkelyde og spjætter indimellem med armene, så de små bitte fingre farer rundt i halvmørket.

Lillesøster er to og et halvt døgn gammel nu. Hun blev født hjemme i stuen med hjælp fra verdens sødeste jordemoder – præcis som jeg gerne ville have det. Jeg glæder mig til at fortælle om det, men lige nu rækker hjernekapaciteten ikke til ret meget andet end at dosere kaffen rigtigt, holde styr på hvornår der sidst er skiftet ble og forsøge at huske aftaler – i morgen får vi fx besøg af sundhedsplejersken, og når jeg Googler hendes navn kommer der et billede af Steffen Kretz, så jeg er i sandhed spændt på netop dén aftale.

Vi er ved at lande som en familie på fire. Lillesøster bliver kysset, aet, passet godt på og så får hun lov til at se Gurli Gris sammen med storesøster – selvom det nok er begrænset hvad man kan se, når man stadig er voldsomt nærsynet. Jeg har ondt i hele skroget, og maven har konsistens som en vandmand selvom den bliver holdt lidt på plads af sexede nettrusser med dertilhørende kæmpe-ble (“moar, hvorfor har du sådan en måtte på?” som Lillen så fint spurgte).

Det er altså lige som det skal være. Her er fred, ro og rart. Jeg er træt og glad, og så er jeg taknemmelig helt ind i knoglerne.

Velkommen til, Lillesøster. Jeg glæder mig til at lære dig at kende, til at være den allerbedste mor jeg kan og til at kysse dine fine kinder de næste mange, mange år <3