Skip to content

Jeg sidder lige og hidser mig godt og gammeldags op. Nu skal I høre hvorfor.

Lillesøster ligger og sover på altanen, jeg har netop lavet mig en kop kaffe af dén slags der kan slå bunden ud af underbukserne og der er koldhævede grød-boller i ovnen (det lyder mere fancy end det er – det er bare sådan noget gær-vand-mel-og-så-i-køleskabet-pjat). Og så sidder jeg lige og hidser mig godt og gammeldags op. Nu skal I høre hvorfor.

I Københavns Kommune findes der en app, hvor pædagoger kan lægge lidt info om børnenes dag ud, sende beskeder om lus og skrive, når vi skal huske skiftetøj. Forleden blev der lagt en skrivelse ud a la ”vi har været ude og lege i regnvejret, og til frokost var der suppe. Vi var 41 børn og 4 voksne…”

41 BØRN OG 4 VOKSNE!

… og i virkeligheden er det nok noget mindre, fordi der går en voksen eller to fra til pauser og papirarbejde.

Hold op, hvor er det mange børn til meget lidt voksne. Jeg læste et sted, at man skulle ansætte 9000 ekstra pædagoger, hvis man skulle op på samme normerings-niveau som i 1990’erne. De nuværende normeringer er under al kritik. Rent praktisk er det uhensigtsmæssigt, fordi børnene kan vente for længe på at få skiftet ble/blive tørret eller der ikke er nogen til at hjælpe med at smøre leverpostej på rugbrødet. Det er selvfølgelig noget rod. Men der er også en anden side: Den følelsesmæssige. For hvordan kan man knytte sig til voksne, der ikke er der? Hvordan kan man udvikle og regulere sine følelser, hvis der ikke er nogle kompetente voksne, der hjælper barnet til hvordan? Hvad sker der, når et lille barn ikke bliver trøstet, når det er ked af det eller ikke bliver hjulpet til at løse en konflikt ordentligt, fordi der ikke er tid? Jeg kan tale en masse om nervesystemer og stress, utilstrækkelig stimulation og tilknytningsmønstre, men pointen er, at de vilkår, både pædagoger og børn tilbydes i dag, slet ikke er gode nok. Allerværst er det selvfølgelig for de børn, der ikke har nogle forældre, der formår at skabe nogle bedre betingelser derhjemme.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvor svært det kan være at skabe nogle bedre rammer for det vigtigste vi har – vores børn. Det er selvfølgelig en politisk og økonomisk prioritering, men jeg forstår ikke, at man ikke kan se vigtigheden af gode institutioner med gode normeringer. Samfundsmæssigt er gevinsten åbenlys, ikke kun for børnene (og de unge og voksne, de en dag bliver), men også for forældrenes trivsel: Tænk hvis man kunne tage på arbejde med en helt rolig følelse i maven af, at der bliver passet rigtig godt på ens barn, mens man er væk? Ville man så ikke føle sig mindre presset i hverdagen?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kan selvfølgelig stemme på nogen, der gerne vil investere i børnelivet, men det hjælper jo ingenting, når de fleste andre ikke gør det. Jeg kan møde op til demonstration den 6. april (ses vi?).  Men hvad ellers?

Jeg har ikke skrevet dette her for at give nogen dårlig samvittighed over at have børn i institution. Det er slet, slet ikke mit ærinde – jeg sender selv Lillen af sted i børnehave hver dag. Jeg sender hende af sted til nogle fantastisk dygtige pædagoger, men der er bare slet ikke nok af dem. Og det er derfor, jeg sidder og hidser mig op på sådan en helt almindelig tirsdag morgen.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *