Skip to content

Jeg var blind, men nu kan jeg se

Jeg har lige gjort lejligheden rent. Det trængte der til – støvsugeren lyder som et rasleæg, hver gang vi støvsuger, fordi der altid er glimmer/brødkrummer/havregryn/hårspænder/dims over det hele. Jeg gjorde rent, fordi jeg har været vågen fem hundrede gange i nat, og således ville kollapse som et korthus i blæsevejr, hvis ikke jeg holdt mig i gang. Men jeg har også gjort rent, fordi der er sket noget. En forandring.

Jeg har altid været et rodehoved. Jeg plejede ikke at se rod, førend det begrænsede mine udfoldelser. Jeg gjorde normalt ikke noget ved det, for jeg lagde simpelthen ikke mærke til det. Ligeledes har jeg heller aldrig kunnet se, at der trængte til at blive gjort rent, før nullermændene begyndt at være på størrelse med en knytnæve og jeg ikke kunne lægge mascara, fordi spejlet var fuld af tandpastaklatter. Jeg har været dét, man kunne kalde snavs-og-rod-blind, hvor ækelt det end lyder.

Jeg tror, blindheden skyldtes, at jeg synes det er umådeligt kedeligt at gøre rent og rydde op. Derfor har jeg gennem 30 år udviklet et helt særligt falkeblik, der undgår snavs og rod. Mest af alt tror jeg dog det skyldtes, at jeg er imponerende distræt. Når jeg er typen der går på arbejde, laver og følger jeg to-do lister med militaristisk præcision, for ellers tror jeg ikke, at det ville ende godt. Når jeg ikke går på arbejde, så bliver jeg afledt af sådan cirka ingenting, og mine tanker føles som et loppecirkus. Jeg kan fx gå i gang med at lægge vasketøj sammen, og finde en bluse, Lillen er vokset ud af. Derfor begynder jeg at rydde ud i hendes tøj, og lave bunker. Bunken med det for lille tøj skal ind i skabet, men der er ikke plads, og derfor skal der lige ryddes lidt ud dér først, så jeg går i gang med at hælde skabets indmad ud. Men så er det tid til kaffe eller hente Lillen eller handle ind til aftensmad eller noget helt andet, og sådan kan jeg hurtigt rode det hele til.

Men nu er der sket noget, og det er ikke fordi jeg er begyndt at bruge mine briller.  Som der står i Johannesevangeliet (uden sammenligning i øvrigt) så var jeg blind, men nu kan jeg se: Rod og snavs irriterer mig. Måske er det alderen, måske er det børnos, måske er det noget helt andet. Jeg ved det ikke. Men tænk at det skulle overgå et kronisk rodehoved som mig. Man kan åbenbart godt lære (halv)gamle hunde nye tricks. Og nu sidder jeg her midt i duften af Ajax og med fingrene rynkede som rosiner, mens jeg drikker endnu en stærk kop kaffe og har det helt okay med mit nye klarsyn.

Ha´en dejlig eftermiddag,

kærlig hilsen GulvSkrubber1987

 

2 Comments

  1. Det lyder præcis som mig. Distraheres af alt og intet (især). Loppecirkus er god beskrivelse.
    I vores nye hjem får alting en fast plads og så er det hurtigt at lave en oprydningstornado på 5 min og så er det pænt!!

    • Sofie Ude Sofie Ude

      Åh, det er altid rart at man ikke er alene 🙂 God idé, jeg mangler bare lige hundrede kvadratmeter eller sådan noget, før tingene kan få en fast plads. Min mand ville nok sige, at jeg bare skulle være bedre til at rydde ordentligt op men altså… God weekend, Anne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *