Jeg ved ikke hvem jeg er, men jeg ved, at jeg er din

I går morges cyklede jeg et sted i Valby, på vej til arbejde. Det var nogle grader over frysepunktet, og jeg havde to par vanter på. Mit tørklæde var viklet godt om kinderne og jeg trådte i pedalerne uden at kommer særlig langt på min tunge cykel. Bilerne i morgentrafikken sneglede sig forbi, og udstødningen lavede hvide røgskyer i den kolde morgenluft. I mine ørebøffer startede en sang. En helt særlig sang, der gjorde, at jeg skruede op for lyden og lukkede øjnene et øjeblik:

”Och när du ser på mig
är det knappt jag minns et enda öknamn de kallade mig.
Jag vet inte vem jag är, men jag vet at jag är din
och att dina ord i natten, är det enda som når in.
Jag vet inte vem jag är, men jag vet at jag är din”

Med ét var jeg slet ikke i Valby, men i Stockholm.

Jeg flyttede derop i sommeren 2010. Med mig havde jeg en tung kuffert og et brev med information om det kommende semester på Stockholm Universitet. Jeg brugte de første dage alene. Jeg kiggede i butikker, rejste med tunnelbanen og drak kaffe. Jeg gik en tur i det centrale Stockholm, gennem Kungsträdgården og over Strömbron. Solen skinnede, men alligevel var vinden kold, og jeg tudede. Jeg tudede fordi alt i byen – mælkekartonerne i supermarkedet og pengesedlerne – mindede mig om den mand, der boede et stenkast derfra, og som var gået fra mig nogle måneder forinden. Heldigvis blev byen langsomt min egen, i stedet for noget, der engang havde en del af et ”os”.

Jeg blev hængende i to år, og jeg elskede det. Elskede de gule huse, vandet, bagværket, den kolde luft, de nye mennesker, kirsebærtræernes blomstren om foråret, kanel i kaffen og især de små gader rundt omkring på Södermalm.

Jeg hørte meget Håkan Hellström i de år, jeg boede der – det var sådan, jeg lærte sproget. Han satte ord på en masse ting, og beskrev nogle stemninger, jeg meget fint kunne forholde mig til. Og jeg synes stadig, at hans ”Jag vet inte vem jag är, men jag vet at jag är din” er én af de smukkeste sange, der findes, men på sin helt egen og lidt klodsede måde. Nogle gange kan man jo være så fantastisk heldig, at kærligheden redder én. For eksempel som i Håkans sang, fra en grundlæggende søgen og vildfarelse i det rod, livet indimellem kan være.

Og nogle gange gør dén bare, at man står og tuder for sig selv på en bro midt i Stockholm. Men det skal der vel også være plads til.