Skip to content

Jeg vil gerne føje en 10. ring til Dantes inferno: Bilkørsel med små børn.

I morgen (frygtelig) tidlig tager vi til Gran Canaria. Jeg har brugt det sidste døgn på at rende rundt som en hovedløs høne og kaste ting i vores kufferter – solcreme, badetøj, ekstra sutter, stofbleer og kamera (brugte to dage på at lede efter opladeren til kameraet, indtil det slog mig, at jeg måske havde lagt det på plads. Det havde jeg, og det ligner mig overhovedet ikke – hvad sker der?). En uge i det spanske bliver varmt og herligt, og jeg skal spise pomfritter ved poolkanten sammen med hele min svigerfamilie og mit afkom.

Men. Vi skulle flyve med det flyselskab, der netop er gået konkurs, og derfor er vores afgang blevet rykket fra Kastrup til Billund. Vi er kørt til Jylland i eftermiddags, for at overnatte hos mine svigerforældre. 

Jeg forestillede mig to sovende børn, mens jeg kunne spise snacks og høre ‘Den der lever stille’ på lydbog. Men hvis der er noget, jeg snart burde have lært, så er det, at med små børn går tingene aldrig som planlagt. Og turen gik ad helvedes til. 

Vi kørte direkte ud i eftermiddagsmyldretiden/efterårsferietrafikken. Vi rokkede os næsten ikke ud af stedet, men til gengæld skreg babyen højt og moren krøllede sig fuldstændig sammen omme på bagsædet for at stoppe skrigeriet med mælk ad libitum. Der var mælk ud over det hele, babyen skreg videre og moren blev mere og mere svedig og desperat. Efter en time faldt den i søvn og sov i… 20 minutter. Den store tværede en nutella-mad ud i sædet, sloges med de høretelefoner der spillede ‘Prop og Berta’ og prikkede insisterende sin storsvedende mor i siden. Der var bleskift på en skummel parkeringsplads ved Nyborg, mere kø-kørsel og køresyge. Og da GPS’en viste 4 minutter tilbage, var der endelig ro.

Efter i alt tre og en halv times kørsel kom vi frem. Og her sidder jeg nu. Kiddos sover og jeg har fingrene dybt nede i en pose twix, mens jeg prøver at lade være med at tænke på, at jeg skal køre bil med arvingerne igen om fem timer.

Men om lidt er det ferie. Liiiige om lidt. 

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *