Joey and Janices Day of fun: Om venskaber og voksenliv

Joey and Janices Day of fun: Om venskaber og voksenliv

Jeg har været alene hjemme sammen med babyen hele weekenden. Førstearvingen og dennes far var i Jylland.

Jeg er en klovn til at være alene hjemme. Først synes jeg det er meget hyggeligt, men så bliver der ligesom alt for stille og kedeligt. I fredags havde jeg spist aftensmad, badet og taget nattøj på, da klokken var 18. Så bliver aften ret lang, ikke? Midt i stilheden begynder jeg at tænke på alt muligt frygteligt – at overveje flugtveje, hvis der kommer hjemmerøveri: Skal man hoppe ud af vinduet? Gemme sig i skabet? Råbe “bare tag hvad i vil have!” og satse på, at det ikke indebærer en lettere udkørt 31-årig eller en baby? Jeg tænker på, hvordan jeg skaffer hjælp, hvis jeg får noget galt i halsen eller om jeg falder ned fra skamlen og brækker alt muligt, når jeg skal hive noget ud af mikroovnen. Og så tæller jeg minutterne, til resten af familien er hjemme igen. 

Jeg vil gerne blive bedre til at være alene hjemme og nyde, de muligheder det giver. De sidste par gange jeg har været alene hjemme, har jeg allieret mig med min gymnasie-veninde Anne, og vi har hængt ud som gamle dage: Helt uden bagkant eller nogen, der venter derhjemme. Anne og jeg har set ufatteligt meget “Venner” sammen, så vi har kaldt det Joey and Janices Day of fun. Kan I huske den? Åh, Janice med skærebrænder-stemmen. Vi har lavet øreringe, gået tur og spist pizza i sofaen. Igår var også en Day of fun, som i gamle dage: Anne, babyen og jeg tog en tur til Malmø. Vi spiste brunch på Far i Hatten. Vi kiggede på Børnelopper i Mitt Möllan. Vi slentrede rundt med barnevognen, drak varm kakao og kiggede på tøj. Da mørket sænkede sig, lyste julelysene op over gågaden og vi spiste søde, gule lussekatter (eller Liselotte, som min autocorrect kalder dem. Jeg ELSKER dem – da jeg boede i Stockholm var det fast tradition at købe dem om natten på vej hjem fra byen i hele december måned. Én til gåturen hjem, og én til hjemme i sengen <3). Det var sådan en dejlig dag.

Man kan være sammen på en anden måde, når der er tid nok: En rar, nærværende og ubesværet facon. Det er noget af det, jeg savner allermest ved ‘bare’ at kunne være sammen med mine veninder, uden at skulle hjem og hente/putte/fodre/handle på vejen/whatever. Det er svært med små børn, eller måske svært med voksenlivet generelt: Det hele går op i kalender-bingo, logistik og fine mennesker, man ser alt, alt for lidt. Jeg ville ønske, at der ikke var så langt imellem dage som igår. Men de kommer vel igen engang? Måske når pigerne er så store, at de alligevel ikke gider deres forældre længere. Eller måske den dag, vi flytter i bofællesskab med alle mine venner på et idyllisk landsted med impro-pasta og rødvinsaftener (hvilket vil sige aldrig – men hvor kunne det være sjovt!). 

Nu ligger der et barn og sover ved siden af mig, et andet barn på den anden side af væggen og i stuen kan jeg høre min mand dimse rundt. Det er lige som det skal være, og sådan, jeg bedst kan lide det. Jeg trækker vejret helt ned i maven igen, for jeg ved, at hvis jeg skulle falde og brække begge ben, fordi jeg skulle varme popcorn i mikroen, så er der en til at samle mig op 😉



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *