Uncategorized

Julefred(ish)

I dag har jeg to børn hjemme. Eller næsten, for Lillesøster har været i dagpleje helt alene i halvanden time. Efter at have været sammen med hende i dagplejen i 4 dage, virkede hun så tryg, at det var tid til at begynde at gå. Jeg tørrede tjansen af på min mand, for dét kan mor-hjertet ikke holde til – i forgårs kiggede jeg endda på huse på Falster til 400.000, for så behøvede jeg aldrig at skulle gå fra hende. Idag er det heldigvis gået så fint, og hun var i strålede humør, da Lillen og jeg hentede den lille frikadelle hos dagplejeren. Phew. Det skal nok gå, og jeg er ikke længere på vej til Falster.

Vi cyklede på tur i ladcyklen, med kiks og drikkedunke, for at lede efter grene til en slags hjemmelavet julekalender. Det lykkedes, og det var så hyggeligt at cykle rundt, lige indtil pigerne blev uvenner og græd om kap, mens jeg oksede hjemad i regnvejr.

Nu sover Lillesøster på altanen, Lillen laver togbane med naboen på stuegulvet og jeg har lige samlet en cocktail af kyllingepølse og rødbede op fra køkkengulvet (og noget uspecificeret brunt, som jeg fandt i et hjørne og som skulle opblødes med rengøringsmiddel og skrabes op med en kniv… ej men, yikes!). Jeg har lavet en kop the og kan mærke, hvordan julefreden sænker sig. I morgen skal vi til det årlige juledekorations-værksted hos mine forældre, hvor vi spiser æbleskiver og hører julemusik, og som altid slutter dagen af med købepizza. Søndag er det jo 1. december, så vi kører fuldt program med Ramajetternes jul, pakkekalender og drillerier fra dén nisse, der bor bag ved spisebordet, og som Lillen er lige dele begejstret og dødsens bange for.

EDIT: Og lige inden jeg skulle trykke ‘udgiv’ vågnede Lillesøster med et hyl, storesøsteren fik en nedsmeltning og råbte, at jeg var en “lortefuck-mor” og på en eller anden måde tænker jeg, at julefreden herhjemme nok er noget, der kommer i glimt, fremfor noget, der som sådan sænker sig. Så nu trykker jeg udgiv, klokken 20.59. Og god weekend, derude <3

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *