Uncategorized

Kære Anette fra Pladsanvisningen

Undskyld at jeg græd så meget i telefonen, at du næsten ikke kunne forstå hvad jeg sagde, da vi talte sammen for nogle uger siden. Det var ikke kønt, og det var heller ikke meningen – jeg troede, at jeg havde fået grædt ud, men jeg blev simpelthen så lettet over at blive mødt med ordene om, at såfremt vi meldte Lillesøster ud af vuggestuen, betød det ikke, at vi skulle opgive tanken om en børnehaveplads i dén institution om halvandet år. Jeg tænker, at du er vant til at have grædende forældre i røret, men jeg er ikke vant til at være sådan én, der ringer og græder til en fremmed medarbejder i Københavns Kommune.

Vi har meldt Lillesøster ud af den vuggestue, hun aldrig rigtig nåede at starte i. Vi var der i fire dage, og på den tid nåede jeg at få ondt i maven flere gange.

Jeg fik ondt i maven over det kaos, der prægede hele den dag, hvor der var én pædagog mindre en normalt, fordi hun havde fri.

Jeg fik ondt i maven, da jeg var ude og hente en grædende lille fyr, der havde forvildet sig ud i garderoben og ikke selv kunne finde tilbage til stuen – og der ikke var hænder nok til at en velkendt voksen kunne hente ham.

Jeg fik ondt i maven over at se en pige, der var i tredje eller fjerde uge af hendes indkøring, men som stadig virkede ked af det og savnede sine forældre.

Jeg fik ondt i maven, da der var ryddet af efter frokost, inden Lillesøster var nået halvvejs gennem hendes portion fiskelasagne. Hun sad alene tilbage ved bordet med hagesmæk på og en lille gaffel i hånden, mens de andre børn var ved at blive gjort klar til middagslur.

Jeg fik ondt i maven, da jeg blev bedt om at prøve at gå væk fra stuen efter et par dage, på trods af at der ikke havde været nogle voksne, der havde haft tid til rigtigt at snakke med Lillesøster og dermed få en slags relation til hende. Jeg synes at det er børnene, der skal gå fra forældrene når de er klar, fremfor omvendt – og jeg forstår egentlig godt, at der ikke er tid eller ressourcer til at vente den tid det tager, men gid det ikke var sådan.

Jeg fik ondt i maven, da Lillesøster kiggede på mig og begyndte at græde helt lydløst henne i legekøkkenet, uden nogen åbenlys grund.

Det var ikke det rigtige for os. Det føltes forkert, og jeg kom til at føle mig forkert, fordi jeg ikke kunne – eller ville – give slip på mit barn. Jeg tror egentlig også at det var derfor jeg græd sådan i telefonen da vi talte sammen, for den måde, du talte med mig på, var ikke dømmende. Tværtimod.

At vi meldte hende ud af vuggestuen betød, at alting blev kastet op i luften – jeg googlede landejendomme og overvejede et hjemmegående liv, vi talte om fællespasning med naboen og vi kiggede på alternative pasningsmuligheder. Jeg var grund-forvirret, og kunne ikke finde ud af, hvad vi skulle stille op. Jeg tror dog, at det hele er landet igen. Heldigvis. Lillesøster er i mandags startet hos en privat børnepasser i en lille bitte ordning nogle hundrede meter fra, hvor vi bor. Der er tid til nærvær, leg, lange frokoster og ikke mindst er der plads til en stille og rolig indkøring. Det føles rigtigt.

Jeg er sikker på, at vuggestuen hun fik plads i er fin, udfra de forudsætninger, der drives institutioner på idag. Dette skriv er altså på ingen måde en kritik af institutionen, ej heller af personalet, men af de vilkår, institutionerne skal fungere under. Der er simpelthen ikke voksne nok. Fordi vi endnu ikke er koblet af vuggestuens beskedsystem, fik vi forleden besked om, at der fremadrettet skal være to ekstra børn pr. stue. Der stod intet nævnt om flere voksne. Suk.

I morgen er der protest-demonstration for minimumsnormeringer på Rådhuspladsen i København, ligesom der er demo i Herning og forhåbentlig en masse larm i medierne. Jeg håber sådan, at børnenes trivsel og udvikling snart bliver taget alvorligt. Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Vi kommer nok ikke til at tale sammen igen, Anette.
Men tak for snakken.

 

Med venlig hilsen

Sofie

8 thoughts on “Kære Anette fra Pladsanvisningen”

  1. Sikke et fint omend svært indlæg. Alle mine 3 børn har været i dagpleje ved én dame i eget hjem og max 5 børn men mest af tiden kun 4. Ved Victor og Emil var manden gået på pension så han hjalp også. Det har været SÅ godt. Vi kommer stadig hos Emil´s dagplejemor (og far) – de har været en stor del af hans første år. Godt I fandt en anden løsning.

  2. Jeg meldte også vores lillebror ud af vuggestuen kort tid efter opstart. Startede ved en dagplejemor som har max 3 børn. Og hold da helt op en kæmpe positiv ændring. Jeg har en helt anden og glad dreng. Det er vigtig at lytte til sin mavefornemmelse.

  3. Da min datter startede i vuggestuen oplevede jeg alt det du manglede. Nærværende voksne som straks gik i gang med at skabe kontakt. Løse lurordninger hvilket vil sige at børn blev lagt ud når de var trætte eller efter det skema som forældrene bad om. Hvilket betød at sov man når der var frokost, så fik man da bare frokost senere. Og med god tid til at spise og en voksen ved bordet. Vi bor i Kolding hvor normeringen ikke er så slem og så er vi i en skøn institution med skønne pædagoger. Havde jeg haft samme oplevelse som dig, så var min datter også kommet direkte hjem igen. Lyt altid til maven! Det SKAL kunne gøres bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *