Uncategorized

Kære Iphone eller: Om at gå 2001 på den (og tilbage igen)

Da jeg var 14 fik jeg min første mobiltelefon. Den var orange, havde en antenne og var af mærket Alcatel. Den kunne ikke en skid og displayet var så småt, at man skulle holde telefonen helt oppe i ansigtet og knibe øjnene sammen for at se noget som helst, men jeg var SÅ stolt af den.

Senere fik jeg en grå Nokia 3210, der var så tung, at man var ved at tabe bukserne, hvis den lå i lommen. Derefter fik jeg en 3310 som man kunne spille Snake på, og som man fik ondt i tommelfingeren af at sms’e på. Sådan tog den ene mere eller mindre klodsede størrelse hinanden, indtil jeg endte ud med at være ejer af en Iphone.

Fra dét øjeblik, jeg fik den, har den ligesom været en del af min krop – en ekstra lille arm, eller sådan noget. Jeg har altid haft den lige ved siden af mig, og har været opmærksom på sms’er, Instagram, mails og så videre. Galoperende FOMO– fear of missing out.  Indtil jeg en dag fik nok.

Det gik nemlig op for mig, hvor meget min Iphone fyldte. Ikke bogstaveligt, men mentalt: Der var underholdning h.e.l.e. tiden, og det var svært ikke at lade den få opmærksomhed. Jeg skulle hele tiden vælge, hvor min opmærksomhed skulle være rettet hen, selvom jeg havde en nuttet babylige ved siden af mig. Måske en baby der skulle puttes, der sad og keglede rundt i et badekar, eller som sad og fedtede med et stykke banan – altså ikke en særlig actionpacked baby. Derfor var det fristende at komme til at kigge på noget andet. Bare liiige lidt, mens hun alligevel kiggede væk.

Nogle gange kom jeg også til at tage billeder eller filme Lillen, mens hun gjorde noget sødt eller sjovt, i stedet for ’bare’ at nyde øjeblikket. Og det var ikke kun mig – min familie og mine veninder knipser ofte løs i ét væk, når den lille dame er i hopla. Jeg er selvfølgelig glad over, at de synes hun er så lækker, at de gerne vil forevige hende eller dele billeder af hende. Men egentlig vil jeg hellere have, at de er sammen med hende i stedet for: Laver en sandkage sammen med hende, i stedet for at tage billeder af Lillen i sandkassen, eller gynger hende i stedet for at filme, at hun gynger. Det må da også være mærkeligt for Lillen at hver gang hun er sammen med folk, så er det gennem en kameralinse?

Jeg havde slet ikke lyst til, at det skulle være sådan. Jeg ville gerne være bedre til at give de små ting udelt opmærksomhed – fx at kunne se, hvordan hun smager på badeskummet, eller hvordan hun helt koncentreret øver sig i pincetgrebet med fingrene (og håret) indsmurt i avocado. Jeg siger altså ikke at noget er mere rigtigt end andet – jeg siger at jeg ikke kunne finde ud af at gøre tingene, som jeg gerne ville.

For et par måneder siden gik jeg derfor 2001 på den og købte mig en gammeldags Nokia. Sådan én med trykknapper, der ikke kan andet end at sende sms’er og ringe. Det gik fint i et par dage. Men så skyldte jeg pludselig en milliard kopper kaffe væk, fordi jeg ikke kunne mobilepay’e. Og jeg fik virkelig sjældent sms’er, hvilket jo er fordi at alle bruger iMessage – først tænkte jeg at det var zen-agtigt, indtil jeg fandt ud af alle de invitationer og dén slags, jeg var gået glip af. Jeg kunne heller ikke finde vej, fordi der ikke er noget kort i sådan et oldtidslevn. Til gengæld skulle jeg kun oplade den en gang om ugen. Nu er jeg tilbage på Iphonen, men i en drastisk mere kedelig udgave end før. Jeg kan tjekke netbank, købe frimærker og dén slags, men der er ikke rigtig noget underholdning på den – ikke engang Instagram. Jeg er egentlig glad for, at jeg fik en lille tænkepause fra Iphonen. Det var tiltrængt. Kære Iphone. It wasn’t you, it was me.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad i mener om emnet? Hvad gør I?

DSC02966

12 thoughts on “Kære Iphone eller: Om at gå 2001 på den (og tilbage igen)”

  1. Jeg kan simpelthen også have så dårlig samvittighed over den mængde tid jeg bruger på telefonen nogen gange.. men jeg er nået frem til, at det er fjollet at slå sig selv i hovedet over, og i stedet glæder jeg mig over alle de fine billeder og videoer jeg har af mit vidunder af en datter. 😉 Og så har jeg i øvrigt længe haft app’en Forest liggende på telefonen. Den kan man bruge til at indstille en tid mellem 5 og 120 minutter, og i den tid kan man så ikke bruge telefonen. På den måde “tvinger” jeg mig selv væk fra skærmen, og bruger den så kun når frøkenen f.eks sover.

  2. Jeg har også iphone, men har det meget på samme måde som dig. Måske skulle jeg bare slette instagram og facebook for en tid? Bare jeg har rejseplanen, googlemaps og mobilepay, så kan jeg egentlig klare mig 🙂

  3. Hvor er det lækkert at læse, hvordan du har reflekteret over hvor uforbeholdent meget tid, der hurtigt og ofte går med at passe forholdet til sin smartphone.
    Jeg kan nemlig få helt ondt i hjertet, når jeg ser ned gennem metroen og ikke kan få øjenkontakt med nogen. Og især hvis jeg ser en mor, der tonser løs på sin telefon, mens baby semi-forvirret og opsøgende prøver at fange hendes opmærksomhed. 😔
    Jeg har en trykknapsnokia…. Og jeg havde da håbet, at du var forblevet old School 😉 og det er ikke fordi jeg er imod det teknologiske fremskridt, men måske kan man bare nøjes med at tjekke sin Facebook om aftenen, når man er kommet hjem?
    Jeg har faktisk prøvet at være på 4-5 gange om dagen og (sorry) enten har jeg nogle virkelig kedelige venner.. Ellers er der kun nok action til et enkelt tjek😊

    Det kan være en svær balance, for indrømmet- jeg misunder jer med Mobilepay. Det er sq da smart!! Men jeg kan nu meget godt lide gode gamle gulddukater, øjenkontakt og at spørge om vej, hvis jeg er på gale veje.
    Fedt, at du har forholdt dig, reflekteret, fået en tænkepause og fundet ud af, hvad der fungerer for dig – og vel i bund og grund, hvad du vil bruge din dyrebare tid til. Og så er det vel egentlig lige meget om du ender med at gå 2001 på den eller tilbage igen 😘

    1. Tak for kommentaren Katja! Og det du beskriver er også noget, der kan give mig lidt ondt i hjerte – men altså ikke noget særsyn. Haha, jeg ved ikke om du har kedelige venner, i så fald har jeg det også, for helt ærligt: SÅ spændende er Facebook altså heller ikke. Gulddukater og spørgen-om-vej kan helt sikkert også noget, men der tror jeg alligevel jeg er lidt for 2016 😉 Rigtig go weekend <3

  4. vildt godt indlæg 🙂 jeg ville så gerne blive bedre til at lægge telefonen væk og henter og sletter Instagram, Facebook og Snapchat hele tiden. Kan ikke rigtig vænne mig af med det. Tak for tip i kommentarfeltet til forest appen. Den må jeg prøve 🙂

  5. Jeg har det præcis ligesom dig, Sofie – bare minus det der med at købe en gammel telefon og prøve at gå tilbage til the old days. Jeg har også slettet alle ’sjove’ apps fra min telefon, så den eneste app, der sker noget i, er vejr-appen, og der er altså grænser for, hvor tit det er spændende at tjekke regnvejret… Vi går helt sikkert glip af noget, men til gengæld er det nu mig, der bestemmer over telefonen og ikke den anden vej rundt 🙂

    1. Nej, vejret er ikke ligefrem noget man tjekker 5 gange i timen! Yay for at bestemme over telefonen, og ikke omvendt! Tak for din kommentar og god weekend 🙂

  6. Jeg har i en alder af 25 fået min første smartphone. Jeg har hidtil kun haft billige Nokia mursten man kan kyle ud af et vindue uden at de går i stykker, men nu er jeg altså blevet ejer af en brugt Samsung nogenlunde samtidigt med at min lille pige blev 5 måneder. Hun er nu 8 måneder og der er godt nok meget man lige skal følge med i med sådan en telefon! Jeg elsker at bruge messenger og Instagram, men jeg savner faktisk at være lidt mindre tilgængelig hele tiden. Jeg kan mærke at det bliver en refleks at tjekke min telefon og at jeg har svært ved at lægge den fra mig hvis der sker noget interessant. jeg kunne godt finde på at hive den gamle Nokia frem igen og bruge den som en weekendtelefon og så tage mit gode spejlrefleks med når vi skal i Dyrehaven og på stranden for det er jo dejligt at have skønne billeder af den lille orm for tiden går alt for stærkt… (Puha det blev vidst lidt langt.. Tak for en god blog!)

    1. Der er nemlig meget man skal følge med i på sådan en telefon! Og jeg kan sagtens genkende det med refleksen, det bliver nemlig noget man slet ikke tænker over – og pludselig er man gået glip af alt muligt andet. Rigtige billeder er jo også SÅ meget lækrere end Iphonebilleder 🙂 Tak fordi du læser med, og god weekend!

  7. Jeg har også gjort mig mange tanker om mobilen og er endt med at lave regler…
    Mobilen ligger et i køkkenet når børnene er vågne og jeg reagerer kun på den hvis den ringer. Jeg er med vilje ikke på instegram, selvom jeg egentligt gerne ville, men jeg orker bare ikke endnu en tidsrøver…
    Mine venner har lynhurtigt vænnet sig til at jeg aldrig svarer mellem 15 og 20, så jeg føler ikke jeg går glip af noget…
    Men jeg har ofte overvejet at få 3310 igen!

    1. Det lyder som en fin regel 🙂 Jeg er så langsom til at svare at der nok ikke var nogen der ville lægge mærke til, om jeg havde mobilfri timer alligevel haha! Årh ja, hvis man kunne mobile paye og finde vej på 3310’eren var jeg altså også mere venligt stemt…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *