Uncategorized

Kærlig hilsen fra bøftomaten

Søren er hjemme i dag, så jeg startede dagen med at tage mit løbetøj på (jeg tror faktisk, at det er krympet, mens det har ligget i skabet) og meddelte Søren, at hvis ikke jeg var hjemvendt til matriklen indenfor en time, kunne han passende ringe 112. Jeg skulle lige teste, om maskineriet stadig fungerede.  Solen skinnede, og det gik strålende med at løbe hen over Vesterbros fortove – i hvert fald de første 300 meter. Jeg fik prustet mig igennem hele 6 kilometer, og løb triumferende ind i gården med armene over hovedet. Dér mødte jeg en ældre herre fra gården, Bent, der altid meget gerne vil snakke. Mens jeg stod der, rød i hovedet som en bøftomat og hev efter vejret, komplimenterde han min frisure – den såkaldte barselsknold. Normalt plejer han at stoppe Søren, når vi går sammen, for at spørge: ”Ved du hvad du er?” efterfulgt af svaret ”en meget heldig mand!”, med et skævt smil til undertegnede.

Hvis jeg nu havde været en rigtig blogger-type, så havde jeg lagt et billede på Instagram af et blødkogt æg og en portion skyr med mandler og skrevet, at løbetur og sund morgenmad var en dejlig start på dagen. Men helt ærligt var løbeturen altså ikke helt hvad jeg vil kalde dejlig, og nu skal man jo også passe på ikke at blive for tynd, så i stedet kværnede jeg to skiver franskbrød og noget nougatsnegl.

Dagen i dag skal gå med vasketøj, mødregruppe og gåtur med min lille klan. Desuden skal jeg nyde vores nye sofa! Tilbage i foråret impulsshoppede jeg en sofa (!!!), der så lækker grå-brun ud på billedet. Da den kom, var den dog lilla – ikke bare sådan en stille og rolig lilla, men syrenfarvet. Hvis den skulle afleveres igen, skulle vi transportere den til Korsør, så det skete ligesom ikke. Nu har der været en sød ung mand og hente syren-rædslet, og en lysegrå voksen-sofa er flyttet ind i stedet.

Må i få en dejlig tirsdag! Jeg sender i hvert fald masser af solskin, god karma og kærlige hilsener herfra.

2 thoughts on “Kærlig hilsen fra bøftomaten”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *