Skip to content

Kærlig hilsen fra sofa-kartoflen på Amager

Jeg sidder i sofaen med altandøren stående åben, og her er helt stille – bortset fra lyden af en bil, der holder i tomgang ude på vejen. Jeg har bagt rosinboller og sendt Lillen på besøg hos hendes bedsteforældre i forstæderne, og nu sidder jeg ligesom fast her i sofaen. Det er rart. Rart at kunne hvile hovedet og den store og efterhånden temmelig trætte krop. Weekenden (som for tiden starter med en fridag fra børnehave om fredagen) har været god, men jeg kan godt mærke, at der efterhånden er lige så meget spræl i mig som i en daggammel kop earl grey, og det harmonerer ikke altid med én, der gerne vil køre på løbecykel, tegne, lege med køkken eller lege vildt sådan cirka hele tiden. Jeg er blevet mere sådan en tegnefilm-og-bøger-mor. En sofa-mor. En lidt kedelig mor.

Men tilbage til weekenden, for selvom jeg er træt, så har den været meget, meget fin. Jeg tror den kan deles op i fire lige store bidder:

Den ene er gået med at se veninder og drikke noget bedre kaffe, end den tynde omgang instant-kaffe, jeg selv kan præstere. Jeg har fået toast og snakket om alt og ingenting, og selvom jeg er temmelig klar til ikke at være gravid længere, så nyder jeg også at kunne gøre den slags ting alene. Lige om lidt er det jo slut for en rum tid. Den kommende uge er spækket med aftaler med søde mennesker, men i mit stille sind håber jeg på, at de ikke bliver til noget. Fordi Lillesøster 💕

Den anden er gået med at se Blacklist på Netflix. Altså ikke sammen med Lillen, for nogle gange er selv Pippi Langstrømpe til den uhyggelige side, men sammen med min mand. Jeg synes det er det hyggeligste i hele verden at lave hule i sengen og være sammen om noget på computeren. Heldigvis er Blacklist en halvgammel serie, så der ligger sådan cirka en million afsnit og venter.

Den tredje har jeg brugt på vores badeværelse – ikke på at lave ansigtsmasker eller fodbad, og heller ikke fordi jeg har fået madforgiftning. Derimod er vi ved at lære Lillen at gå på toilettet. Jeg har således brugt meget lang tid på at læse bøger, argumentere for at man ikke behøver at skylle ud hvis man ikke har tisset og på at hjælpe med at vende underbukserne rigtigt. Jeg har i samme ombæring også brugt lang tid på at rydde op efter skumfest i håndvasken, tage det lille toiletbræt af og på (… selvom det var et herligt syn da den unge dame hoppede op på det almindelige toiletbræt og bogstaveligt talt sad med røven i vanskorpen) og ikke mindst på at hente chokolade: Hvis man sidder på toilettet får man nemlig én M&M, og hvis man kan præstere noget mere, så får man en ekstra M&M. Haribo-pædagogikken når den er bedst.

Den fjerde er gået med at plukke og spise jordbær. Lørdag kørte vi til Lille Skensved, en tur på en lille halv time, for at plukke øko-jordbær på Ventegodtgaard. Det var simpelthen så hyggeligt; vejret var lunt, der var masser af søde, solmodne bær og man måtte spise mens man plukkede. Lillen syntes det var fantastisk, og vi kom hjem med over et kilo jordbær, der nu er spist – på kage, som snacks og så er jordbærmadder på rugbrød også lækkert. Så: Hvis nogen mangler en idé til en sommer-udflugt, så kan jeg kun anbefale det!

Ha’ en dejlig mandag! Kærlig hilsen sofa-kartoflen på Amager <3

 

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *