Uncategorized

Kærligheden overvinder alt

Da vi i mandags sad på terrassen i Frankrig og spiste aftensmad talte vi om, at det som om, forældre er gjort af et særligt stof: Det er sådan nogle, der kan gå på nattevagt og passe børn dagen efter. Det er sådan nogle, der kan køre 12 timer i stræk, når familien skal på bilferie. Og det er sådan nogle der kan sidde og se Bamse og Kylling en hel dag, med et febervarmt barn på skødet, uden selv at behøve noget at spise. Forældre kan noget helt, helt særligt. Kunne vi mon også det?

Vi fik svaret kort derefter.

Lillen havde fået en lille smule æg til aftensmad, og fik en voldsom allergisk reaktion. Hun nøs, kastede op, og var rød og hævet over hele den lille krop. Jeg blev skide bange – spredte det sig til luftvejene, kunne det være livsfarligt. Vi kastede Lillen i en dyne, tog hende i armene og løb ca. 500 meter til nærmeste hospital. Det var et voksenhospital, så efter at være blevet lyttet på af en læge, blev vi sendt til et børnehospital. Taxituren føltes som en evighed. Lillen sad helt træt og rolig på mit skød, mens mit hjerte galoperede afsted.

Da vi kom frem gik det stærkt; Lillen blev plastret til med elektroder, fik målt blodtryk og temperatur og skulle have lagt drop til medicin.  Det var svært for sygeplejerskerne at finde blodårene på grund af de tykke arme og ben, og mens de forsøgte, skreg min baby mere og mere. Det tog lang tid, og til sidst blev de selv frustrerede. Tårene trillede ned ad mine kinder, og jeg havde opkast udover mit tøj. Endelig lykkedes det at finde en blodåre, og hun begyndte at ligne sig selv mere og mere. Ingen kunne rigtig fortælle os hvad der foregik, fordi vi ikke rigtig snakkede fransk, og de ikke rigtig snakkede engelsk.

Efterfølgende skulle Lillen indlægges til intensiv overvågning. Jeg gik med hende i armene op til afdelingen, men pludselig skulle jeg give hende til en lille hær af sygeplejersker, fordi hun skulle ”installeres”. Søren og jeg fik at vide, at vi skulle vente udenfor, og døren blev lukket i foran os. Det var de længste 5 minutter i mit liv, og vi kunne høre Lillen skrige gennem væggene ud til den livløse, ferskenfarvede korridor, hvor vi måtte sidde og vente. Jeg var så vred og ked af det, og havde lyst til at sparke døren ind og tage min baby op. Da døren endelig blev åbnet og vi fik lov til at komme ind, holdt Lillen op med at skrige. Hun må have følt sig så alene i verden. Sygeplejerskerne ville give hende noget beroligende medicin, men dét fik de altså ikke lov til af undertegnede – hun trængte til hendes mor og far, ikke til mere medicin. Et par minutter efter fald hun i søvn i mine arme.

Vi var indlagt det næste døgn. Der måtte kun være én voksen om natten, så Søren blev sendt hjem, selvom jeg gerne havde givet en nyre for at få lov at beholde ham dér. Jeg lå hele natten i en slå-ud-lænestol og kiggede på min sovende baby og alle de maskiner, der målte hendes hjerteslag, puls og vejrtrækning. Om morgenen kom Søren tilbage med tandbørste, lidt legetøj og poser under øjnene – han havde selvfølgelig heller ikke sovet. Timerne sneglede sig af sted, og udenfor kunne jeg se middelhavet, palmerne og solskinnet. Det var ligesom at være i en anden verden, hvor tidsfornemmelse, søvnmangel og sult var én stor tåge.

Sidst på eftermiddagen blev vi udskrevet igen. Jeg var lettet, og meget taknemmelig. Taknemmelig for, at Søren er så sej i pressede situationer. For at vi kom afsted til hospitalet. For at lægerne og sygeplejerskerne var så søde. For, at vi ikke sad i en lille flække i Mexico, som vi ellers havde talt om. For at vi havde et blåt sygesikringskort, der sparede os for 20.000 kroner. Men mest af alt taknemmelig for, at min baby var ovenpå igen.

Vi er altså sådan nogle forældre, der kan klare meget – også mere, end man umiddelbart tror. Jeg er overbevist om, at det er kærligheden til de små mennesker, der giver superkræfter. Kærligheden overvinder alt.

hospi

16 thoughts on “Kærligheden overvinder alt”

  1. Sikke en forskrlækkelse! I lyder som de bedste forældre, som kan overvinde alt. Godt, at I er udskrevet igen og forhåbentligt kan nyde det franske liv i fulde drag.

    1. Tak, det er jeg simpelthen så glad for at du synes! Nej, nu skal der bare læses bøger og soves længe 🙂 Rigtig god weekend!

  2. Ej ok, hvad sker der for at alverdens sygdom hagler ned når man er på ferie med børn? Det er da lidt vildt. Godt I er okay allesammen 🙂

  3. Fy fot en oplevelse. Men ja, I kunne være “rigtige” forældre gjort af det der særlige stof.

    Godt I havde hinanden of forhåbentlig er der kommet lidt mere ro på nu.

    Kram til jer.

    1. Tak for kram! Der er ro på nu – sol, kulhydrater og gåture ved vandet. Altså sådan som ferie burde være 🙂

  4. Puha, hvor skrækkeligt! Og især når man ikke kan forstå hvad de siger på hospitalet. Hvorfor måtte I ikke komme med ind i det rum?! Hold nu op, det må have været hårdt! En kæmpe medalje til jer og Lillen for at klare det så godt! Lige lovlig action-packed ferie. Kan hun så ikke tåle æg? Eller hvad var konklusionen på hospitalet?

    1. Ja det var frygteligt! Det var åbenbart sådan, proceduren var – men jeg synes det er en rigtig åndssvag procedure. Ja, hun er smadder allergisk overfor æg. Tak for ros! Og god weekend til dig 🙂

  5. Havde slet ikke set det her indlæg, men sikke da en forskrækkelse 😳 Er glad for at læse det hele går godt nu og man fortjener ikke en lille, men en kæmpe stor gave når man har været sådan noget igennem ☺️
    Håber resten af jeres ferie bliver alletiders✌🏻️☺️

  6. Puha, det lyder virkelig frygteligt. Min datter var indlagt, da hun var 3 uger gammel, og der ville de også umiddelbart ligge hende i drop, og jeg græd som pisket bare ved tanken (det var heldigvis ikke nødvendigt alligevel). Der er ikke noget værre, end at se ens lille kærlighedsklump have det så dårligt.
    I har vist fortjent ekstra meget sol, at kaffen er ekstra varm og isene ekstra kolde.
    Og tak for at minde mig om at få bestilt det blå sygesikringskort der. Ahem…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *