Kampesten af smør og kærlighed

For præcis ét år siden var det en varm sensommermorgen, og undertegnede sad på en stol i stuen og prustede efter en nat med TV-shop og murren i maven. Jeg frøs om fødderne og havde tiltagende veer, og Søren havde travlt med at tage tid på veerne, ringe til fødegangen og pakke de sidste ting. Omkring 10 timer senere var Lillen ude i virkeligheden (læs i øvrigt om fødslen her og her).

I dag fylder Lillen altså et år, og dét gør hun med neongrønne ellevetaller under næsen, en saftig hoste og en stemme, der lyder som en blanding af Leonard Cohen og Joeys storrygende agent i ”Venner”. Den lille dame holder således fri fra vuggestue i dag, og det bliver nok noget med æblejuice, tegnefilm og en masse lure.

Jeg tror aldrig at et år er gået så hurtigt som det seneste. Det har på alle mulige måder været et vildt år, og vi er gået fra at have et spædbarn til at have et rigtigt lille menneske.  Det er et menneske der næsten selv kan gå, som selv spiser med gaffel, som kan sige ”hej” og som e.l.s.k.e.r. skumbad og makrelmadder. Verdens bedste lille menneske.

I går ville jeg egentlig have bagt små bitte bananmuffins til vuggestuen i anledningen af fødselsdagen. Verdens Bedste Tante Anne kom forbi for at hjælpe, og hun havde oven i købet taget en DUPLO-bondegård med i fødselsdagsgave til Lillen. Da Lillen allerede i går var skrantende, revurderede Anne og jeg dog situationen, og valgte at bage voksenmuffins i stedet. Med kokos og chokolade. Anne er ligeså hjælpeløs dygtig i et køkken som jeg er, så selvom vi nøje fulgte en opskrift, så ende det mildest talt mærkeligt: De var brændte, hårde som kampesten og flydende på samme tid, smagte af drømmekage-topping  og udfordrede tandsættet i aller højeste grad. Grimme var de også, på trods af at de var lavet med en masse kærlighed (og en masse smør).

Hvis nogen vil have opskriften, så bare sig til, ikke?

muffins