Uncategorized

Karen fejrer Lillejuleaften

Ahhh…. Julefreden har sænket sig over Vesterbro. Jeg er i gang med at bage brunkager – godt nok af dén slags dej der ligger i Irmas køledisk, men alligevel. Min veninde kommer om lidt og min absolutte yndlings-julesang, O Holy Night, kører på repeat (i kor-versionen. Ikke Mariah Carey eller Celine Dijon, vel).

Jeg sov ti timer i nat, fordi jeg ikke kunne flytte mig, da jeg puttede Lillen i går. Hun knugede min hånd, babysnorkede, duftede af solmodne frugter og var helt perfekt sove-lun.  Derfor er jeg helt veludhvilet og klar til at fejre Lillejuleaften med alt hvad det indebærer af bridgeblanding, nisseøl og Daal. Sidstnævnte er ret beset ikke en juleret, men der er kanel i, så den går alligevel.

Da jeg var på arbejde tidligere i dag, sportede jeg naturligvis min julesweater – og jeg var ikke alene! Én havde en hjort og snelandskab på maven, og én havde julemandssokker på. Mens jeg kørte M&M´s og pebernødder ned med den ene hånd, stregede jeg ud på to-do listen med den anden. Jeg nåede det hele, og kan gå på juleferie med helt ro i maven. Som om det ikke var nok, sagde min kollega at han synes at jeg lignede Karen fra Californication. Shit manner, et kompliment! Og så endda i juletrøje og med flormelis på bukserne!

Til frokost var der smørrebrød, risalamande og æbleskiver, og da jeg havde tygget af munden blev jeg hentet af Lillen og mit mandlige sidekick. Jeg skyndte mig at sige, at han faktisk var gift med Karen, men han kunne ikke helt se sammenligningen ”fordi Karens hår er sådan mere puffet og hendes øjne er meget store”. Oh well.

Solen skinnede, og vi trillede en tur i Søndemarken . Dér hoppede vi på trampolin, løb på bakker og hilste på hunden Toffee. Toffees ejer roste i øvrigt undertegnede for at ”lære sit barn at være tryg ved kæledyr”! YES! (Læs her hvorfor jeg klappede i mine småfrosne hænder). Så siger vi ikke noget om, at jeg fik hjertebanken da det krøllede, firbenede  væsen nærmede sig mit afkom.

Pakkerne og en lille nissehue ligger klar til i morgen. Jeg har lært Lillen at sige ”HO-HO-HO”, hun har sat sit hår ved hjælp af min læbepomade og jeg tror egentlig ikke, det kan blive meget bedre. Nu er brunkagerne nemlig også klar – og de er vokset sammen til ÉN KÆMPE BRUNKAGE!

Glædelig 23. december!

fullsizerender-4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *