Uncategorized

Kristi Himmelfart med tøffetid og verdens mindste polterabend

Selvom Kristi-himmelfart-ferien ikke har været særlig lang, har den føltes lang. På den gode måde.

Søren og Lillen var på hyttetur et par dage, så Lillesøster og jeg var alene hjemme. Det var hyggeligt, men også alt for stille, og lidt… ustruktureret, sådan helt pludseligt. Altså, vi er jo vant til at køre efter et temmelig tight skema herhjemme, men babyen er jo ligeglad med om vi spiser 17.30 eller 18.30, og da den samtidig havde besluttet sig for ikke rigtigt at sove i et par nætter i streg, tøffede vi bare rundt. Vi var lidt i sandkassen, og smagte grundigt på sagerne. Vi spiste lidt græskar-suppe og pyntede gulvet med resten. Vi gyngede lidt på babygyngen i parken. Vi trillede forbi et loppemarked af den slags, hvor folk har fundet et støvet fondue-sæt og en dukke med kun én arm frem fra kælderen. Vi spiste en is (primært mig) og tog min rustbunke af en cykel til cykelhandleren, der skulle have 1100 kroner for at lave den, så vi (igen, primært jeg) har kigget på ny, brugt cykel. Og så har vi glædet os til at resten af klanen kom hjem, for det er altså sjovest når de er hjemme. De kom hjem og var både glade og lidt snavsede.

I går havde jeg arrangeret verdens mindste polterabend for mig meget søde og meget højgravide veninde Anne. Det var bare hende og jeg, for hun skal vies på rådhuset uden noget som helst ståhej, men jeg ville alligevel gerne give hende en lille bitte polter – for hun er noget ganske særligt.

Jeg hentede hende i ladcyklen, og vi trillede til Vesterbro for at spise brunch med – hold nu fast – NUTELLA PIZZA! Mine tænder var pelsede og min mave struttede om kap med Annes da vi gik derfra og til loppemarked på Sdr. Boulevard. Jeg får altid et lille stik i maven når vi er på Vesterbro, for helt ærligt, så savner jeg det stadig. Jeg savner kaffebarerne, menneskerne, de små butikker, stemningen… Men samtidig er det også rart at kunne cykle hjem til roen og naturen herude på Vestamager (siger Sofie, 89 år).

Jeg satte den kommende brud af i Sydhavnen og cyklede hjem. Lillen og jeg gik en tur på legeplads og i Irma for at handle ind til saml-selv-pizza. Lillen har et helt fast ritual når vi er i Irma, hvor hun skal have sin egen vogn, en kakomælk og en snack-pølse. Hver gang. Det er halvdyrt i længden men sgu også meget sødt.

Nu sidder jeg i sofaen mens Lillesøster tager en formiddagslur, altandøren står åben og solen brager ind i stuen. Sommeren er kommet og alt er godt. Ha´en god mandag <3

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *