Livet er (friture)fedt: Postkort fra Rom

Det var altså tider, dengang man altid sendte postkort fra ferierne. “Hej 5.A. Jeg har det godt. Jeg spiser is og bader. Hej Hej fra Sofie“. Det tog altid hundrede år at vælge det helt rigtige kort (skulle det være det med delfinen? Eller blomsterne? Eller det med den nøgne dame på stranden?) og som regel kom kortet frem et par uger efter at ferien var slut. Nu er postkortet vist afløst af Instagram og snapchat. Men hvis jeg skulle sende et postkort hjem fra Rom ville jeg skrive at…

…. vi har det perfetto! 25 grader, sol og billig kaffe.

… italienerne går rundt i dynejakker og lange bukser, fordi det åbenbart er efterårsdresscoden. Det er kun de flødefarvede turister her der render rundt i korte rør og t-shirts (og stadig sveder lidt).

… den eneste grøntsag jeg indtager for tiden er tomatsaucen på min pizza. Jeg spiser til gengæld også virkelig, virkelig meget pizza.

… jeg har set en mand, der lignede en Italiensk udgave af Søren Pind.

… jeg får lyst til at gå i stramt tøj, høje hæle og store guldsmykker, for jeg kan ikke lade være med at føle mig temmelig fodformet og uglet, når man er omgivet af damer, der har gjort så meget ud af dem selv.

… Lillen blev så hidsig igår at hun kastede op udover hele dobbeltsengen. Og på mit tøj. Og på sig selv. Og på gulvet. Jo, deeet.

… jeg har fået den bedste is, jeg nogensinde har smagt. Mørk chokolade og hasselnødder. Godt nok endte halvdelen af den på min underarm jf. Pkt 1 og 2.

… jeg har fået 21 myggestik på benene, fordi de små røvhuller åbenbart elsker mit pizza-blod. Og jeg som endelig var sluppet af med skorpen fra et tre måneder gammelt myggestik, som jeg kom til at barbere af hver gang jeg barberede ben. Nu bliver barbering en form for rødprikket forhindringsbane. For fanden, altså.

… jeg har været på seriøst mange romerske legepladser efterhånden. Rom er altså ikke en helt oplagt destination med en 2-årig, men med lidt legeplads og en masse is går det strygende.

… til gengæld har jeg fået ømme arme af at okse rundt med klapvognen på brosten, hullede veje, kantsten på højde med Lillen og den slags. Crossfit i småbørnsforældre-udgaven 💪🏼

… Gurli Gris-merchandise er meget billigere her i Italien. 10 yolo for en Gustav- bamse, ka-tjing!

… vi har været ved stranden idag, en halv times togtur fra byens centrum. Og hvis italienerne ikke har dynejakker på, har de åbenbart meget, meget små speedos på. I hvert fald de ældre mænd.

Jeg håber I har det godt derhjemme.
Kærlig hilsen Sofie, 30 år.