Uncategorized

Man skal vel også have nogle traditioner? Fredagspizza og jordbærplukkeri fx.

Nåmen Lillesøster var overhovedet ikke blevet rask alligevel, så jeg har brugt 4 dage på at sidde i sofaen. Det er sgu lang tid at sidde ned, på det samme sted. Med en slatten baby ovenpå på mig, Netflix på fjerneren, sovende baller og mad, der kunne tilberedes og spises med én hånd – rugbrød med pålægschokolade, kiks og dén slags. Og store, tykke fluer der fløj forvirrede og larmende rundt i min stue, uden at jeg kunne rejse mig og vifte den ud. I dag er hun heldigvis ægte frisk, om end hun har fået det karakteristiske udslet, der kommer efter en omgang tredages-feber. Min lille rødspætte.

Jeg sidder i sofaen og spiser friske ærter mens dagen forsvinder. Bag mig står en taske, der skulle forestille en pakning; i virkeligheden aner jeg ikke, hvad der er i, for jeg tog alt det øverste i skufferne, krøllede det sammen og kastede det ned i tasken i løbet af 30 sekunder. I morgen tager vi nemlig hul på første del af vores sommerferie: En uge i et lille rødt træhus midt i de smukke, sydsvenske skove. Præcis som de seneste par år. Og der er nogle ting, der hører til: Vi skal lave bålmad. Vi skal spise falafel (!?) og präst-ost. Vi skal køre nogle ture, nyde stilheden og bade i en skovsø. Vi skal spise is og Marabou, og vi skal have et myggestik eller ti. Åh, det bliver herligt. Jeg drømmer om end dag at få et sommerhus, hvor vi kan bruge vores ferier og weekender (jeg har fået så meget klima-kvalme, at jeg alligevel ikke har lyst til at flyve). Hvor vi kan lave kastanje-dyr om efteråret, holde fødselsdage i haven… og måske fejre jul? Sådan et sted, der bliver fyldt med vores minder og historier, og som er noget rart, genkendeligt og trygt. Men indtil da bliver det i lånte stuer i nabolandet.

Lillen er nu så stor, at hun kan huske de ting, vi laver med hende. Lillesøster er ikke endnu, men det kommer før vi ved det. Det betyder, at vi er i gang med at skabe vores families traditioner, små som store, der kommer til at udgøre deres forståelse af ”rigtig sommer”, ”fredagshygge” og så videre. Og det er da et vildt stort ansvar, synes jeg! Jeg kommer fra en familie, hvor vi har lavet virkelig mange fede ting sammen, men ikke haft nogle særlige traditioner, men til gengæld har jeg giftet mig ind i en familie, der har en masse traditioner. Nu skal vi til at skabe vores egne. Og hvad skal de være?

Jeg kunne godt tænke mig at indføre konceptet Fredags-pizza. Og Disney Sjov, omend det er lidt svært, når man er 3 år og som regel går kold inden klokken 20. Måske om et år eller to.

Jeg vil gerne gøre det til en sommertradition at tage ud at plukke jordbær i sommerlandet, når de danske jordbær er blevet modne. Forleden var vi for andet år i træk en tur på Ventegodtgaard, hvor alt er økologisk og hvor man også kan købe æg, ærter og kaffe fra thermokanden. Man må spise alt hvad man kan imens man plukker, og jeg synes simpelthen, at det er så hyggeligt.

En anden tradition må gerne være, at vi tager i Cirkus Summarum. Lillen og jeg var af sted sidste weekend, og det var virkelig godt! Mor her kneb endda en lille tåre af taknemmelighed over at kunne give Lillen dén oplevelse (…at hun svarede, at hun hellere ville i legeland, da jeg spurgte om vi skulle gøre det igen næste sommer, taler vi så ikke om, haha!) Hun havde mest optur på over popcorn og hoppeborg. Jeg vil til gengæld aldrig nogensinde glemme, hvordan Onkel Reje ser ud i læderspeedos <3

Vi skal også finde ud af, hvordan vi fejrer fødselsdage. Og jul, hvis vi holder den selv. Og nytår, påske og alt muligt andet. Men først bliver det en tur til Sverige, med bålmad og myggestik, præcis som vi plejer. God weekend, venner! 🇸🇪 ✌️

 

1 thought on “Man skal vel også have nogle traditioner? Fredagspizza og jordbærplukkeri fx.”

  1. Disney Sjov er alligevel ret elendigt, så hjemme hos os vælger man bare, hvad man vil se. Det er slikket, der adskiller det fra de andre dage 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *