Men hvad hvis hun får en flåt? Tanker fra en nyslået børnehavemor

Vi sad i bilen på vej hjem fra Sverige. Solen skinnede, og udenfor gled gule rapsmarker og skilte med elge på forbi. Søren kørte, Lillen snorkede på bagsædet og jeg sad og skiftevist spiste snacks og ævlebævlede om alle de ting, jeg var smadder nervøs for i forbindelse med Lillens børnehavestart. Søren kiggede på mig, smilede og sagde: ”Altså det ER da næsten mærkeligt, at hun stadig lever, hva?”.

For jeg ER nervøs. Og bekymret. Over alle (u)mulige ting og mere eller mindre hele tiden: Har hun fået en svensk flåt vi ikke har opdaget (… indsæt selv alle de sjældne men frygtelige bivirkninger man kan læse om på heste-nettet)? Kan hun blive kvalt i sin sengehimmel mens hun sover?  Er der mon flour-stoffer i hendes regntøj (og i så fald: Kommer der så en tredje arm en dag? )? Bliver det ikke svært at blive storesøster? Hvad hvis hun ikke bliver glad for børnehaven? Og mest af alt: Hvad nu hvis nogen kommer til at give hende æg (som hun er super allergisk overfor) og vi ikke er der – fx henne i børnehaven?

Jeg tror, at bekymringer er uundgåelig del af dét af få et barn, i et eller andet omfang. Men det er altså også lidt hårdt sådan at gå og bekymre sig hele tiden – især når man som jeg ellers altid har været en næsten imponerende ubekymret type. Og hvis der er noget, der kan sætte gang i tankerne, så er det ting, der vedrører afkommet, og som jeg ikke selv har kontrol over. Fx børnehavestart.

Hun startede i går, med ny rygsæk på og fine hårspænder i. Det var Søren der var med første dag, og da han ringede midt på dagen for at give en melding, stod jeg midt i Bilkas brødafdeling. Han fortalte, at det er et skønt sted med en kæmpestor legeplads og der er søde voksne, der havde helt styr på, at damen ikke skulle have noget med æg i. Og at Lillen legede, også med de store børn, og havde det dejligt. Så stod jeg dér mellem grobvollerne og rugbrødet, helt tyk og sprængfyldt med hormoner, og blev rørt til tårer – af lettelse og af stolthed over at have lavet sådan et sejt og robust lille menneske.

Da jeg fik hende hjem igen var hun glad, træt, møgbeskidt og pludselig en halv meter højere end da jeg sendte hende af sted om morgenen. Mit pludseligt meget, meget store barn. Det skal nok blive godt, og de har endda en fancy app, hvor de løbende skriver om børnenes dag og lægger billeder op. Idag har de fx malet og kigget på tissemyrer.

Så nu er der ro på mine nerver. Eller… I hvert fald de næste fem minutter 🙈