Midt i al flytte-kaos har jeg…

…. Levet af pizza, chokocrüsli, toffiffee og cola. I tre dage.

… Rendt rundt og været konstant oppustet/fedtet/bumset jf. ovenstående.

… Haft besøg af mine svigerforældre, der havde taget en overlevelsespakke med bestående af Cocio, Nutella og Ritter Sport. Og min svigermor havde bagt kage. Det var alle tiders, men hjalp ikke ligefrem på de førnævnte punkter. Min svigerfar kan til gengæld ét og andet med boremaskine og lamper, så nu har vi lækkert lys over det hele.

… Lavet et helt perfekt børneværelse til Lillen, med guldprikker og tegneplads. Lillen synes også det er fedt, tror jeg.

… Gået rundt i underhylere og sove-top, indtil jeg kom i tanke om at der er vinduer ud over det hele og at håndværkerne starter kl. 7. Jeg beklager, hvis nogen har følt sig (fra)stødt af det ufrivillige peep-show her fra første sal.

… Levet i en form for zen, fordi her hverken er internet, radio eller tv før den første maj. Her er meeeeeget stille.

… Skændtes med min mand på vej til IKEA, fordi nogen glemte at sige, at vi skulle dreje af afkørslen før vi var kørt forbi.

… Apropos ovenstående: Været i IKEA med 385628730 andre mennesker lørdag formiddag. Jeg lærte tre ting: 1) Folk går utrolig langsomt med deres vogne, og giver en fuck for, hvor de parkerer den henne – midt på gangarealet er fx helt ok 2) Man kan sagtens shoppe møbler selvom man er iført noget alt for stramt tøj, morgenhår og badetøfler 3) Man bliver lidt uvenner, uanset hvor lidt man ellers skændes til hverdag. Fx om, hvilken vej de store, uformelige kasser fra tag-selv-reolerne, skal placeres på ladvognen.

… Spist som en velvoksen landmand. Jøsses, man bliver sulten af alt det arbejde! På ovenståemde, skæbnesvangre tur til bestilte jeg en brunchtallerken. Og en morgenmadstallerken. Og en masse drikkevarer. Og jeg spiste det hele på under en halv time (jeg havde fået morgenmad hjemmefra, i øvrigt).

… Haft gedigen optur over vores nye lejlighed. Der er plads, lys og det er næsten for meget af det gode. Jeg har det lidt som om, at jeg er på ferie på et lækkert men også temmelig rodet sted.

… fundet ud af, at jeg har synske evner. Har gættet tre graviditeter på perifært bekendte, selvom jeg ikke har set dem længe og ikke følger dem på sociale medier. Søren siger, at hvis det havde været USA, havde jeg haft mit eget reality-show. Jeg vil faktisk give ham ret.

… Sagt hej til folk jeg ikke kender, på den ikke-creepy måde. Sådan er det åbenbart herude i Ørestad. Hej-hej.

… Fået blå mærker på kroppen og knækket 9 ud af 10 negle. Og så har jeg haft ondt i muskler, jeg ikke anede eksisterede. Føler mig meget crossfit-agtig.

… Samlet 5 (FEM!!!) IKEA-ting helt selv.

… Fået champagne, blomster og chokolade af boligselskabet. Tænk at vi har betalt så fjollet mange penge for en gang mursten, og så bliver jeg alligevel voldsomt glad for at få “gratis” gaver. Tsk.

… Gået tur med Lillen i en radius på 200 meter fra vores lejlighed. Der er en lille sø, en lille å, en sandkasse og masser af plads at boltre sig på. Der er også en lille trampolin, og her vil jeg gerne lige fremhæve, at jeg overhovedet ikke tissede i bukserne, selvom jeg hoppede så højt jeg kunne #mommygoals.

… Været i Fields.

… Faret vild i Fields.

… Brugt alt for lang tid i Bilka på at købe meget lidt, fordi jeg ikke kunne finde rundt. Frygteligt, frygteligt sted. Spurgte en 9-årig i Bilka-uniform om deres økologiske frugt og grønt lå samlet et sted, eller om det var spredt ud. Svaret var: ”Nej-det-ligger-sådan-sammen-med-den-normale-mad-agtigt”. Da jeg spurgte efter kikærter på dåse så hun sådan her ud: