Uncategorized

Midt i en virustid

Jeg var ved at tabe kæben i går, da jeg så Statsministeriets pressemøde. For lige pludselig – mens jeg sad i sofaen med en skål chips og tv’et på lav volumen for ikke at vække børnene – var vores hverdag blevet vendt på hovedet. Jeg sad med en følelse af taknemmelighed over, at myndighederne hurtigt og effektivt arbejder, så vi kan passe på de mest sårbare i vores samfund. Og samtidig fik jeg en følelse af ikke rigtigt være i stand til at forstå, hvad der egentlig sker. Altså, tidligere på dagen havde jeg holdt møde, spist frokost i en fuld kantine, Lillen havde været i Zoo og Lillesøster havde været i dagpleje. Og med ét var alting anderledes, ikke bare for os, men for alle. Som min veninde skrev, er det en mærkelig følelse at vide, at man på dén måde er vidne til noget historisk.

Herhjemme er vi voksne helt eller delvist hjemsendt for nu. Børnene er selvfølgelig også hjemme. Jeg tænker, at det bliver et puslespil at få hjemmearbejdstid og børnepasning til at gå op, men jeg tænker også, at det kan blive pissehyggeligt med nogle uger herhjemme sammen. Jeg har forestillinger om, at vi kan køre ture i ladcyklen, spise frokost udenfor, bage kage og lægge puslespil. Samtidig ved jeg godt, at det nok også bliver nogle *virkelig* lange uger. For der er smæk på, når vi alle er hjemme sammen.

Her er fx de ting, vi nåede mellem morgenmad og frokost i dag:

  • Vi har leget T-rex familie
  • Mor har skældt ud
  • Vi har leget med legekøkken
  • Børnos har spist snacks af flere omgange
  • Mor har ryddet op, og tre sekunder senere var der lego, vådservietter og vanter ud over hele stuen
  • Mor har ryddet op igen
  • Vi var udenfor, hvor vi kørte lidt på løbecykel og kiggede på en skraldebil, men det blæste så meget, at vi hurtigt gik ind igen
  • Nogen havde flere nedsmeltninger over, hvor frygteligt kedeligt det er at være derhjemme
  • Vi har drukket varm kakao
  • Mor har tørret varm kakao op fra gulvet
  • Mor har skældt lidt mere ud
  • Begge børn har været i bad OG er blevet klippet (Lillesøster ligner én der er straight out of 1985)

Og så har min mand været ude at handle, altså helt almindeligt og ikke for at bygge et nødlager op – og for første gang nogensinde, har jeg følt mig som et røvhul, fordi vi skulle købe toiletpapir og boller. Og havregryn, men det var udsolgt.

Efter frokost blev der tændt for Nana på Ramasjang, og det så vi imens pigerne skændtes over, hvem der kunne sidde mest på skødet af mig. Nana er simpelthen stadig verdens bedste børneprogram. Kan I huske scenen, hvor Nana kommer ind i forældrenes soveværelse og spørger, hvad de laver, og de helt cool svarer, at de boller? Den så vi også. Og dette her var mig, da Lillen (selvfølgelig!) spurgte, hvad det betød at bolle:

Nu sover Lillesøster ude på altanen, og de voksne har indført noget, der hedder stilletime. Det betyder, at man selv skal finde på noget at lave, og at det skal være en stille aktivitet. Jeg drikker kaffe og skriver blog, min mand arbejder og Lillen sidder og maler med vandfarve. Jeg tror vi bliver nødt til at finde én eller anden struktur i de her mange hjemme-dage, for at vi alle sammen kan være i dét. Og en time til at hvile hovedet midt på dagen tror jeg er tiltrængt for både børn og voksne.

Er I hjemme de næste uger? Er der nogle gode forslag til småbørns-venlige aktiviteter, man kan lave derhjemme? Jeg kan godt mærke, at vi skal have rystet posen i forhold til at finde på noget at fylde dagene med, når dét, vi plejer at gøre, ikke længere er en mulighed, fordi indendørs legepladser, biblioteker, svømmehaller og museer lukker ned. At se Gurli Gris de næste mange, mange dage er bare ikke rigtig en plan, vel?

 

10 thoughts on “Midt i en virustid”

  1. Gækkebreve, selvfølgelig:) Og påskepynt. Klip nogle grene udenfor og hæng karton æg og dyr på. Det har vi lavet idag!

  2. Vi har klippet og malet mælkekartoner, så vi i morgen kan så karse i dem. Ps. De har ikke karse i Netto Brede endnu..

  3. Del endelig gerne gode råd til god struktur mv på dagene ☺️ Totalt godt råd med stilletime! Her har vi også en der sover lur, og en der er helt frisk og vågen hele dagen 😅

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *