Uncategorized

Min truckerbaby

For nogle måneder siden nægtede Lillen at gå i bad. Og hvis der er noget den dame kan, så er det at sige ”NEJ” på en måde, der på forhånd udelukker al form for forhandling. Tilmed er hun stædig som et gammelt æsel. Og nu ville æslet død og pine ikke i bad.

Vi prøvede med ekstra meget skum. Vi prøvede at lyde ovenud begejstrede over konceptet rent vand og sæbe. Vi puttede alle mulige spændende legesager i karret. Vi lokkede endda med Den Skaldede Hest, der tidligere var et bade-hit. Vi prøvede at sige ”du skal. Basta” og vi prøvede at lokke med rosiner. Men lige meget hjalp det. Damen nægtede, græd, spjættede, rystede og spruttede af arrigskab.

Der er bare nogle ting, man ikke selv skal bestemme når man er lille. At komme i bad er én af dem” blev der sagt, når vi spurgte om råd. Men de to blødsødne førstegangsforældre opgav, og klarede det med en daglig truckervask ved hjælp af vaskeklude og god tid. Det er jeg glad for nu. For nogle uger siden spurgte jeg, om hun ville ud og plaske med vand, og to sekunder senere havde hun placeret sin lille numse på bunden af badekarret. Siden har hun været glad for at komme i bad, så vi har trods alt ikke traumatiseret hende.

Jeg læste noget om, at det for små børn er en naturlig del af deres udvikling at blive bange for noget i en periode, fx bange for at komme i bad, og det bør man respektere. Nu nægter hun at gå forbi store biler eller maskiner – men det kan man trods alt ikke få fnuller mellem tæerne eller brune rande i dellerne af 😉

1 thought on “Min truckerbaby”

  1. Det er fuldstændig det samme herhjemme. Jeg overvejede, hvor længe sådan en 2-årig kunne gå uden bad, før det ville kategoriseres som vanrøgt. Men hellere det end vandskræk! En dag besluttede herren så, at vand var okay igen, og han har ikke set sig tilbage siden. Mærkelige, små mennesker <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *