Uncategorized

”Mor, du har jo ikke noget arbejde”

Min 4-årige kiggede undrende på mig da jeg sagde, at det var mors arbejde, der ringede. ”Men… Mor, du har jo ikke noget arbejde?” sagde hun. Det har jeg, og jeg har da også formået at passe mit arbejde de sidste mange uger, mens jeg har været hjemme. Men jeg kører ikke ind på kontoret om morgenen, jeg har ikke pænt tøj på og jeg er hjemme hele tiden. Jeg kan altså godt forstå, hvis min førstefødte har fået indtryk af, at hendes mors arbejde er at servere ristet brød med pålægschokolade, lede efter Barbie-sko og tage med på legepladsen.

Vi har snart været hjemme i to måneder, og jeg begynder at kunne mærke en slags… metaltræthed.

Jeg savner at cykle på arbejde i morgenmylderet på cykelstierne.

Jeg savner at tage tøj på, der ikke kan vaskes ved 60 grader.

Jeg savner at få lov til at savne mine børn.

Jeg savner tid alene, og ikke bare dén tid, jeg bruger i Netto.

Jeg savner at kunne gå ud og spise, savner at kunne gå i biografen… jeg savner endda at kunne tage med mine børn på biblioteket, hvor kedeligt jeg ellers syntes, at det var.

Jeg savner min by, eller måske rettere sagt dét, der gør en by til en by – livet, kaosset og kulturen.

Jeg savner at se mine veninder. Jeg savner at kramme mine veninder.

Jeg savner at kunne glæde mig til arrangementer eller begivenheder, for lige nu er koncerter, teaterture, loppemarkeder og en bryllupsfest streget fra kalenderen.

Jeg savner en hverdag, der føles som hverdag.

Metaltrætheden kan jeg mærke på mit humør. Det svinger, og der ligger sådan en latent følelse af frustration i mig for tiden – indimellem kommer den op til overfladen og gør mig til sådan én der hvisler FOR HELVEDE DA OGSÅ ud mellem tænderne, når der ryger en sjat mælk ved siden af kaffen. Jeg har nogle gange en følelse i kroppen, jeg kan genkende fra mine barsler: Det er følelsen af, ikke at være fri til at gøre det, jeg gerne vil, når jeg vil. Dengang var det fordi der var én der skulle ammes, puttes eller noget tredje (og det er vel et vilkår som nybagt mor, og i virkeligheden også en del af at øve sig i Den Store Behovsudsættelse, som forældreskabet *også* er). I dag handler det om, at jeg ikke rigtigt kan gøre noget andet, end det, jeg gør hele tiden, og at jeg ikke rigtigt har nogle steder at tage hen, når jeg trænger til luftforandring eller alenetid.

Jeg kan ikke gøre så meget ved det, andet end at huske, at vi en dag vil se tilbage på denne periode som noget der var. Og så prøver jeg at huske at gøre ting, der får mig til trække vejret helt ned i maven. Forleden mødtes jeg med en veninde til morgenkaffe i solen, og det var så dejligt at være sammen, i stedet for at ringe eller sende sms. I dag fik jeg massage, og en time med pling-plong-musik og lavendelduft var lige præcis dét, jeg trængte til. Og så forsøger jeg at sætte ekstra meget pris på at kunne bage kanelsnegle med Lillen en torsdag formiddag, hvor vi ellers ville have været på arbejde og i børnehave, eller at der er tid og ro til at lave fine sandkager i gården efter aftensmad.

Hvordan går det hos Jer?

4 thoughts on “”Mor, du har jo ikke noget arbejde””

  1. Jeg er helt enig med savnelisten – og jeg arbejder endda ‘ude’, da jeg passer mennesker, og er på alle måder helt med på, at det er for det bedste at alle tiltag er lavet.
    Men jeg får spát af, at være afskåret fra alt det, der vanligvis er den fryns, der giver hverdagen et drys sjov og ballade: Masser besøg hos forældre og venner (fremfor dem i haven med håndsprit, selvom jeg ses med søde folk 3-4 gange ugentligt, er det bare ikke det samme), solohygge-udflugter til foredrag (har aflyst hele 5), ture til stranden med lange is-køer, biblioteksbesøg med kaffe på termokanden, biografturer for at se latterlige superheltefilm og blande slik, cafébesøg og hyggekiggen i butikker, bare fordi man kan. Selv i Netto, er det jo nærmest en skændsel, at bruge 20 minutter på at gennemrode spot-varene, fordi det bare er ‘hurtig ind og ud’ (høhø)-mentaliteten, der gælder.

    Og nej, det er jo ikke en katastrofe og absolut et luksusproblem, men jeg bliver altså også kulret af, at være ‘indespærret’ mere eller mindre, på egen matrikel – eller ja, nok nærmere, at være frarøvet min vanlige frihed og muligheder. Så jeg værdsætter også alt det jeg har nået i haven, mit arbejde, den familie- og tøsehygge jeg kan få hevet hjem, og glæder mig over at alle er sunde og raske i familien 🙂

    1. Åh ja, “fryns” er sådan et godt ord! Det er nemlig lige præcis dét, der mangler.
      Det er så kedeligt at kunne smide billetter i skraldespanden, efterhånden som ting, man havde set frem til, bliver aflyst – eller at skulle halv-råbe til sine veninder, når man endelig har samlet mod til at ses, fordi man ikke må kramme og være tæt. Jeg krydser fingre for, at mulighederne for fryns snart kommer tilbage, og hvis jeg ikke tager helt fejl, tror jeg, at Mette F imødekommer det lidt fra i næste uge 😅

  2. Åh du rammer den spot on igen, Sofie. Både at det er dejligt at være sammen, men der er noget “barselsfastlåsthed” over det. Og lige præcis – at være lidt alene, uden at det er i Netto – eller sammen med søde veninder med kram og tæt samtale. Og at holde Skype-møder i et væk – og ikke kunne sparre med sine kolleger over skrivebordet eller sludre og joke med vennerne på frokostholdet.
    Jeg prøver at nyde det – at være hjemme, have mere tid med børnene, ikke at skulle bruge 40 minutter i transport hver vej, ikke at have kalenderen propfyldt osv osv, men det går ikke lige godt hver dag, overskuddet er lidt en rutschebane nogle dage, synes jeg.

    …Og vi har det ikke engang svært herhjemme, vi har begge forstående jobs og er ikke i fare for at blive fyret eller sat ned i løn eller lignende. Vi har har også fint helbred og har nok i virkeligheden ikke noget at klage over. Synes faktisk næsten det værste er bedsteforældrene – specielt min mor, som er alene og med dårligt helbred – der kan vi jo ikke tage nogle chancer, men nej hvor må det være hårdt at være alene i disse tider 😔

    Det blev rodet og langt, beklager.

    Dbh. Tanja

    1. Kære Tanja
      Tak for din fine kommentar
      Selvom man ikke “på papiret” er hårdt ramt, synes jeg godt man må anerkende den udfordring, denne periode er og har været for de fleste af os – jeg er helt med dig!
      Og jeg håber snart, at I kan se bedsteforældrene igen! Klem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *