Uncategorized

Mor, far, spaghetti og bleskift

En typisk tirsdag aften for 2 år siden:

Vi kommer hjem fra arbejde et sted mellem 16 og 18. Smider støvlerne i gangen, og hopper ud af jeans og over i noget blødt tøj. Slapper af, og laver eller henter aftensmad sammen. Spiser aftensmaden ved 19-tiden, snakker om dagen. Efter at have ryddet af ligger vi sammenflettet i sofaen. Ser De Unge Mødre, hvis undertegnede har fået lov til at bestemme. Et sted mellem 22 og 23 går vi i seng, og jeg falder i søvn ovenpå en mandearm.

En typisk tirsdag aften nu:

Lillens far kommer hjem fra arbejde ved 16-17 tiden. Der er bamser, stofbleer, kaffekopper og små strømper over det hele. Lillens mor render rundt i det samme tøj som hver dag, tilsat lidt grød og gylp. Søren skifter ble (på babyen, that is), jeg går i Føtex. Søren laver mad, mens jeg giver babyen (og bordet, gulvet og mit tøj) en omgang majsgrød med pæremos på toppen. Vi kaster en omgang spaghetti ned i svælget på 10 minutter. Derefter skal babyen bades, puttes i noget nattøj, og så skal hun på en eller anden måde falde i søvn. Da det hele er overstået ligger vi i sofaen som to vandmænd, der er skyllet i land – helt slatne og ude af stand til rigtig at flytte os. Babyen vågner. Jeg går ind for at putte igen, og kommer ikke tilbage. Klokken er 21.30. Søren falder i søvn på sofaen, og kommer ind i seng når han tilfældigvis vågner af et højt snork eller en lyd fra TV’et.

Det er bestemt en dejlig hverdag vi har, og Lillen er absolut et glad og medgørligt lille menneske. Og jeg kan gå i blødt tøj hele tiden, og snuse min baby i nakken. Jeg klager overhovedet ikke. Men der er én ting jeg savner, og det er kæreste-tid. Tid til at ligge helt sammenflettet og se en film, og til at snakke om noget andet end afføring og soverutiner. Det er der ikke rigtig meget af, når man sådan er blevet nogens mor og far. Man kan jo ikke bede afkommet selv smutte i bad og trække i natdragten, fordi far og mor lige skal drikke et glas vin og se Homeland, vel?

Så. I aften skal vi på date. Min mor kommer og passer Lillen. Det er første gang i hele hendes 5½ måned lange liv, at hun skal undvære sin mor og far. Jeg har slet ikke svedige håndflader ved tanken, så det skal nok gå godt. Vi skal ud og spise sådan noget med grillede andehjerter, kalvebrissel og røget marv med urtesauce.  Jeg tror ikke de har pommes frites og cocio, men jeg klarer den nok alligevel. Bagefter skal vi se Huxi Bachs nye show på Bremen. Jeg glæder mig helt vildt, og krydser fingre for, at jeg kan holde øjnene åbne til længere end 21.30. Jeg kan love, at den får fuld skrue med pænt tøj, løst hår og mere end ét lag mascara – så i det mindste ser jeg pæn ud, hvis jeg sidder og snorker midt i det hele.

Må I få en dejlig onsdag, uanset om det er med kalvebrissel eller cowboytoast, tinder-dates eller babybad <3

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *