Uncategorized

“Mor, vil du holde regnormen?” – om børn og egne grænser

Vi var på Naturcenter Amager. Mens jeg prøvede at svinge mig som en anden Tarzan over det lille bitte vandløb på (børne)forhindringsbanen, stod Lillen helt stillede og kiggede intenst på noget i hendes hånd. ”Mor, vil du holde regnormen?” spurgte hun. Jeg kiggede ned på den lille, slimede fætter og tænkte, at det egentlig var det sidste i hele verden, jeg havde lyst til. Jeg er ikke god til dyr, heller ikke regnorme. Alligevel var jeg lige ved at fremtvinge et nik og et stift smil. Men jeg gjorde det ikke. I stedet svarede jeg, at jeg faktisk ikke havde lyst til at holde regnormen. Lillen trak på skuldrende, mumlede et ”okay”, og så aede hun den lyserøde orm forsigtigt, inden hun satte den ned på jorden igen.

Jeg synes egentlig, at jeg er nogenlunde god til at sætte grænser for mine børn. Men jeg er elendig til at sætte grænser for mig selv i forhold til mine børn.

Jeg siger altid ja. Ja til at bygge togbane, selvom jeg synes det er kedeligt. Ja til at se ’Dora Udforskeren’ eller ’Lille Roy’, selvom jeg får lyst til at kradse mine øjenbolde ud over de programmer. Ja til at drikke en milliard kopper sand-kaffe på legepladsen. Og nu stod jeg dér på naturcentret og var lige ved at sige ja til at holde en regnorm, som jeg egentlig syntes var møghamrende ulækker.

Jeg tror jeg siger ja til alting, fordi jeg gerne vil gøre dem glade. Det er jo meget pænt af mig, ikke? Selvom jeg siger ja i den bedste mening, vil jeg gerne øve mig lidt i at sætte grænser og sige fra. Ikke bare fordi jeg synes at der findes meget crappy børnefjernsyn, eller fordi jeg ikke gider ligge under køkkenbordet og sætte togskinnerne sammen, men fordi jeg tænker at der er noget vigtig læring i det: Mine piger skal sgu da lære, at det er okay at sætte grænser og sige nej tak til noget, man ikke har lyst til. Jeg ved, at de lærer bedst af at se, hvad vi – deres forældre – gør. Og de lærer altså ikke noget af en mor, der altid siger ja, selvom hun ikke har lyst.

 

4 thoughts on ““Mor, vil du holde regnormen?” – om børn og egne grænser”

  1. Det tror jeg, du har helt ret i. Min kæreste var drønforarget over, at jeg er opvokset med forældre, der ikke gad spille med os, og sagde at vi søstre skulle spille sammen, fordi “enten skal I tabe konstant, fordi vi kender spillet, eller også skal vi gøre os dårlige med vilje – det er jo for kedeligt. Så må I lærer det sammen, det giver mere mening, det andet er ikke så sjovt for de voksne”. Tilgengæld elskede de at læse, bage, sy, klippeklistre eller lege “hule” med os, men at spille eller “lege med legesager” var de meget konkrete omkring, at det var de voksne ikke vilde med. Ligesom de åbenlyst sagde at de selv hadede møder på deres arbejde, og synes det var irriterende hvis skolen krævede, at nogle forældre skulle køre børn til et arrangement, og de blev udtrukket.

    Det er jo egentlig meget fair, at man ikke holder af alt – og at nogle ting takker man nej til, og nogle ting må man bare gøre, også selvom man har lyst til at hoppe fra. Begge lærdomme er gode.
    Selv er jeg hvertfald blevet ret god til at sige fra som voksen, ligesom mine søstre også er – og god til at acceptere at nogle ting, bare må gøres, uanset om man gider eller ej. Kedelige voksen beslutninger fx, så økonomien ikke sejler, så man får sig en uddannelse og således at man er en god ven. Det kræver at man hanker op i sig selv undervejs i livet, og får trukket nogle læs, for sin egen skyld.
    Og jeg tror da, det kommer fra dem, at vide, at man har valg og skal mærke efter, hvad der betyder noget for en, og dermed hvornår man skal bakke ud eller træde til 🙂

    1. Det er en god pointe, og i virkeligheden noget, jeg tror mange af os kunne lære af – børnene kan vel også godt mærke om det er noget, de voksne i virkeligheden synes er sjovt, eller om det er noget, vi bare gør? Jeg kan godt lide at lave pandekager med mine børn, bygge Duplo eller tegne – og det ved de, at jeg (næsten) altid siger ja til. Til gengæld skal jeg øve mig i at det er ok, at jeg ikke gider andre ting, og ligesom dine forældre, er det noget, børnene altså selv må kaste sig ud i så 🙂 Tak for kommentaren!

  2. Jeg kan virkelig ikke huske at mine forældre har leget med mig og mine søstre? Gjorde forældre det i 90’erne? Eller var det bare mine der ikke gjorde? Jeg har 3 søstre så vi legede bare sammen 🙂 Jeg synes virkelig det er fedt at forældre leger med deres børn, men jeg synes også det er fedt at de siger fra. Jeg tror jeg er ligesom dig, så jeg skal nok øve mig i at sige nej når min søn er lidt ældre (han er kun et halvt år så vi leger mest “kig på legetøj”, rulleleg og sanglege)….

    1. Jeg har også en eller anden idé om, at vi leger MEGET mere med vores børn idag end for 30 år siden – uden at jeg har noget som helst at have det i. Måske er det manglen på tid sammen, der gør det? At vi er blevet vilde med samsovning og fælles-leg? Åh ja, sangleg og rulleleg kan man godt overskue – det lyder drønhyggeligt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *