Uncategorized

Næsten for meget af det gode

Yay, så blev det endelig sommer! Bedre sent end aldrig!  Lige nu ligger jeg med opknappede shorts (because Marabou) på sofaen, Lillens faderlige ophav er i gang med at putte og aftenlyset strømmer så fint ind i stuen.

Jeg har haft alletiders weekend! Den startede ellers lidt op ad bakke: I fredags ringede de fra Lillens vuggestue med besked om, at Lillen var pylret og nægtede at spise andet end ristede løg (!?!?!?). Jeg hentede hende, hvorefter vi tog ud til forstæderne, så Søren kunne holde sin 30-års (mande)fødselsdag uden forstyrrende elementer. Damen var ikke i humør til at køre i tog, og underholdt kupeen med en frisk omgang flitsbue. Da vi stod af var hun heller ikke i humør til at sidde i bæresele, så vi endte med at sidde en bænk på en villavej og blomstre indtil hjælpen – aka min far – ankom.

En lang lur og en stor vaffelis senere var babyen ovenpå igen. Der blev badet i det lille svømmebassin i haven, gravet i sandkasse og leget med DUPLO. Det var så varmt at man kunne spise aftensmad kun iført ble (primært babyen), og hvepsenes summen blandede sig med lyden af motorvejen i det fjerne. Dagen efter fik vi en ordentlig omgang brunch og mere svømmebassin, inden vi kom hjem til en far, der havde sovet fredagens øller ud af kroppen og var klar til leg.

I går var vi på stranden sammen med resten af København. Lillen legede med tang, spiste en stor håndfuld sand og mor her fik let brankede skuldre. Det var næsten for meget af det gode med en samarbejdsvillig baby, strålende solskin OG kolde colaer. Men også kun næsten – mest af alt var det bare skønt! Nåja, der var også en temmelig stor dreng der vandrede direkte ind i undertegnedes bagdel med næsen først, da jeg stod og holdt styr på en baby med dingleben i vandkanten… Måske man skulle holde igen med den dér Marabou, hvis den er SÅ svær at komme uden om. Numsen, altså.

kopi billede til blog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *