Noget om at skulle føde

Forleden dag cyklede jeg sammen med min veninde. Vi snakkede om fødslen, og jeg fortalte, at jeg var SÅ klar: Jeg har pakket tasken og købt en masse snacks. Jeg har også lavet en playliste, så vi kan have en lille fest derinde på fødestuen. Lige dér foran Glyptoteket var mine venindes øjne næsten ved at trille ud af hovedet, for hun mente altså, at jeg ville få et chok, når fødslen gik i gang. Hun har altså heller ikke født før, så det var lidt den blinde-fører-den-blinde agtigt.

I dag er der 3 uger til termin. Jeg har det ligesom jeg skal på en lejrskole – godt nok en lidt hård en af slagsen, hvor man kommer hjem med et smadret skræv og et lille menneske som souvenir (i stedet for sådan en grim gris af porcelæn til at hænge på køleskabet, jeg gav mine forældre efter en tur til Bornholm i 5. klasse). Det er lidt samme slags glæde over at se frem til noget, man ikke helt ved, hvad er – over at skulle ud på eventyr. Til forskel fra turen til Bornholm har jeg dog planer om at børste tænder, huske at skifte underbukser og ikke leve af en blanding af hvedetoast med skinke og slik.

Jeg har ikke hele tiden set frem til fødslen. Det er heller ikke sådan, at jeg glæder mig fuldstændig uhæmmet til det sker; det er en mærkelig fornemmelse at vide, at der indenfor nær fremtid sker noget, jeg ikke selv har kontrol over. Desuden ved jeg at det kommer til at gøre edderspændt ondt, men hvordan det kommer til at gøre ondt, har jeg jo ingen mulighed for at sætte mig ind i. Jeg gætter på at det er lidt noget andet end at skamfere fingeren på et mandolin-jern, eller putte deodorant på lige efter jeg har barberet armhuler?

Der er to grunde til, at jeg tager det der fødsel med oprejst pande (hvad er modsætningen til det egentlig? Nedrejst pande?):

For det første har jeg selv spurgt dem, jeg kender, om deres fødselshistorier. Jeg kender nogle sindssygt seje damer! Fx fortalte en veninde mig den anden dag om, at hun havde været i fødsel i 2½ døgn, barnets hjertelyd havde været kritisk, han havde ligget lidt skævt og hun havde fået en epiduralblokade, selvom hun ikke havde tænkt sig at få sådan en i første omgang. Hun rundede af med at sige, at det havde været en fantastisk oplevelse, og at hun (selv hvis hun var blevet spurgt dagen efter) sagtens kunne gøre det igen. Den slags giver lidt ro på.

For det andet, har jeg forberedt mig så godt, som jeg kan. Jeg har gået til fødselsforberedelse hos dét, der hedder MamaProfylax. Det koster lidt knaster – over 2000 kroner – men jeg er sindssygt glad for, at vi gjorde det! Og ja, det er vi, for Søren var med til det hele. Han var lidt skeptisk, og var sikker på at det var rigtig ’urtet’ (I ved, sådan noget med at blive opfordret til spise moderkagen, danse sine følelser og den slags), men han siger, at han er glad for, at han gjorde det. Jeg synes det er rigtig godt, at vi har været til det sammen. Så ved vi det samme, fx om vejrtrækning og fødslens faser, og Søren kan forhåbentlig hjælpe mig, hvis nu jeg glemmer noget. Jeg er desuden helt vild med, at partneren inddrages og får et ansvar. Indtil nu har det været meget mig det har handlet om: Det er mit navn der står over det hele, og mig, der får tilsendt breve med indkaldelser og den slags. Her fik jordemoderen virkelig partnerne til at føle sig vigtige, og det var fedt – så bliver det lidt mere et fælles projekt, fremfor at der er én, der gør arbejdet, og én, der får koldsved og serverer saftevand henne ved siden af.

Det er desuden praktiserende jordemødre, der underviser. Det betød bl.a. at det var meget praksisknært og fagligt meget velfunderet.  Vores underviser, Nanna, var både rigtig dygtig og meget, meget sød. Jeg krydser fingre for, at hun er på arbejde, når den lille dame er klar til at gøre sit exit! Kurset var 3 x 3 timer, og foregik på Frederiksberg. Der var forskellige temaer, såsom presseteknik, mental træning, vejrtrækningsøvelser, partnerens rolle og rebozo-massage. Sidstnævnte er slet ikke rocket science, men en virkelig smart måde at ryste bækkenet på, og dermed give baby de bedste muligheder for at arbejde sig ud i verden. Det måske allerbedste var, at jordemoderen sagde, at hormonet oxytocin (der er en slags velvære-hormon) er super vigtig at have meget af i kroppen, når man skal føde. Derfor skal man passe på det, og det gør man bedst ved fx at få masseret fødder, spise lækker mad og sove til middag. Win!  Og så var der – ikke helt uvæsentligt – chokoladekiks, slik og frugt… Og toiletter nok til, at alle de gravide kunne nå at tisse af i pauserne. Stor anbefaling herfra!

mamaprofylaxfødetegning(Der blev også tegnet på tavlen. Det her er fx en huskeliste til partneren under fødslen. Jordemoderen var sådan: ”Hvad er det her?” og pegede på den der ring øverst til venstre. Kan I se det? Jeg kunne ikke – et toilet? En vielsesring?. Det er massageolie! Fordi partneren kan give lændemassage. Aha!)