Noget om kampdag og work/life-balancen

Glædelig kampdag, venner! Det har været en kold, våd omgang og jeg har haft lang torsdag på arbejde. I øvrigt sådan en dag, hvor kaffemaskinen ikke virkede, hvor noget på min computer var pist væk og hvor jeg stak mig selv i hånden med en gaffel, da jeg skulle spise rabarberkage – så man kan også godt sige, at dagen har været lidt en kamp på dén måde.

Man kan tage forskellige perspektiver på dagen. Manglende ligeløn. Hele #metoo-bevægelsen. Retten til at bære tørklæde eller til at amme i det offentlige rum. Dårlige normeringer i daginstitutioner og dårlige rettigheder til fædre. Og så videre. Men det der vist fylder mest for mig lige nu, og for en del af min omgangskreds, er dét, der på godt gammeldags dansk hedder work/life-balance.

Undersøgelser viser, at danske børnefamilier I dag arbejder meget – og faktisk mere end resten af befolkningen. Det er typisk i dén fase af livet, mens børnene er små, at man for alvor skal til at tage de første skridt på ens karrierevej – og der bliver stillet store krav om effektivitet, præstation og tilgængelighed. Det er også dér, vi etablerer os i (dyre) boliger og køber en bil, betaler for institutionspladser, kontingent til både svømmeklubben og parkour-holdet og skifter guldklumpernes gaderobe ud flere gange om året. Man har regnet ud, at et barn fra fødsel og frem til det bliver 18 år, koster i omegnen af 1.3 millioner. Det koster altså knaster at lave nye samfundsborgere, så det er for de fleste også nødvendigt med to lønninger.

Samtidig er der et ideal for forældreskab, der foreskriver det selvopofrende, engagerede og nærværende. Udtrykket intensive mothering kommer fra den amerikanske professor i sociologi, Sharon Hays. (I en skandinavisk kontekst kan man nok også tale om intensive fathering, men den må vi tage en anden gang.) Det intensive moderskab foreskriver en børneopdragelse, der er børnecentreret, ekspertbaseret, nærværende og engageret, arbejdstungt og økonomisk krævende. Det er svært og krævende – og det rimer slet ikke på at slæbe sit skrigende barn ud af Føtex midt i ulvetimen og alt for lange dage i institutionen, ligesom det er svært foreneligt med en slatten nummer 45 fra det lokale pizzaria til aftensmad eller at lade ungerne sidde så længe i sofaen foran Ramasjang, at de får tenderende siddesår. Men midt i alt dette her er der også en slags forventning til forældrene om, at de jo også skal være noget mere og andet end bare mor og far (eller mor og mor, eller hvordan man nu har valgt at skrue sin familie sammen). Vi skal være sexede, ambitiøse, interessante, kreative, sporty og overskudsagtige hele vejen igennem.

Altså det er da ikke sådan helt ligetil, hva? Der er nogle kulturelle, strukturelle forhold, der heller ikke ligefrem hjælper på det – her er Norge og Sverige altså noget længere fremme i skoene med fx bedre barselsforhold, ret til deltidsstilling osv.

Jeg har ikke opskriften på, hvordan man får det hele til at glide lidt lettere. Men jeg tror det hjælper at være bevidst om de krav og forventninger, vi bliver stillet overfor – og at stille sig kritisk overfor dem, og vælge, hvor man lægger sin energi. Jeg har et job, som ikke er helt spot on i forhold til min uddannelse, men det giver mig en masse fleksibilitet der gør, at hverdagen ikke er lige så stor en udfordring, som den kunne være.  Der er ingen der forventer at jeg tager mit arbejde med hjem, eller er der mere end 37 timer om ugen. Og så er der nogle ting, jeg ikke prioriterer lige nu. Jeg laver stort set aldrig noget i hverdagene, andet end at være sammen med mit afkom, og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har løbet en tur – lungerne var ved at ryge op gennem halsen tidligere i dag, fordi jeg tog trapperne op til fjerde sal. Hvis jeg skal forkæle mig selv, så gør jeg det ved at tage alene ud og handle (#Bilkazen), eller måske bruge en ansigtsmaske OG rense ører på samme aften – sådan lidt wellness. Jeg synes det er okay at der roder herhjemme, og man må gerne få havregrød med rosiner på til aftensmad. Sådan ser min work/life-balance ud – og lige nu synes jeg faktisk, at det fungerer helt fint. Jeg er glad for vores hverdag, sådan i det store hele.

Børneopdragelse og forældreskab – og de ideér og idealer der omgiver dem – ændrer sig hele tiden. Men så længe børnene trives, er der ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Og jeg tror faktisk godt, at vi kan give os selv et kæmpe klap på skulderen – og hinanden, ikke mindst! Det er jo trods alt kvindernes internationale kampdag ♀💪🏽