Uncategorized

Noget om planlægning (eller mangel på samme): Om børn, timing og vigtige overvejelser

For noget tid siden fik jeg denne kommentar:

”Du har allerede berørt emnet i et par indlæg, men har du mon lyst til at skrive lidt om de overvejelser (hvis nogen) I gjorde jer om børn, inden du blev gravid? Er der et bedre tidspunkt end andet, er der noget man ”bør” overveje, hvis man går i de tanker osv.”

Og ja! Det vil jeg så gerne fortælle om! Lillen var jo ikke planlagt. Søren og jeg havde talt om, at vi godt kunne tænke os at føre vores arvemasse videre en dag, men at der allerede bankede et lille hjerte inde bag mit maveskind, kom altså som noget af en overraskelse. På mange måder var vores situation også privilegeret: Vi har begge faste jobs, vi havde nået at rejse en del sammen, vi havde været kærester i knap to år (og havde derfor set hinanden med madforgiftning, i en kæmpe brandert og med søndagskrøllet hår) og vi har en lejlighed vi kan bo i til vi selv siger farvel og tak. Nu er det ikke fordi jeg synes den slags skal være udslagsgivende, overhovedet. Men for os gjorde det, at der ikke var nogen som helst tvivl om, at det lille hjerte skulle have lov til at vokse sig stort og stærkt.

I dag er børn ofte noget der skal planlægges nøje, og vi får børn relativt sent i forhold til, hvornår kroppen er allerbedst gearet til det. Jeg tror det handler om nogle strukturelle forhold – at boligerne er dyre, at barselsordningerne ikke er helt gå gode som de kunne være, at karriere og børn ikke altid er et super godt match og så videre. Der er også noget med, at det ikke er særlig godt brandet at være unge forældre (tak til Kaare Sand). Jeg tror også der er noget på det individuelle plan, der tæller – vi skal nå at rejse lidt mere, arbejde lidt mere og feste lidt mere, inden vi pludselig befinder os i et parcelhus med matchende Rosendahl vinglas, plæneklipper og matchende sutsko.  Og så er vi måske også en lille smule bange for at vælge børnene til? At vælge en forkert uddannelse eller vælge en ærgerlig frisure, er noget, der kan gøres om – det kan det der med børn altså ikke.

Jeg synes det rigtige tidspunkt at formere sig på er, når man ikke kan lade være. Punktum. Jeg tænker ikke at børnene bliver gladere af at have deres eget værelse, af at have en mor der er fuldmægtig fremfor studentermedhjælper eller af at der bliver handlet ind i Irma i stedet for i Netto. Jeg tror børn er glade, så længe de får en masse kys, noget mad og en ren ble engang imellem. Jeg synes dog at der er to væsentlige overvejelser, man bør gøre sig inden man kaster sig ud i projektet:

Den ene er, om man har fundet den rigtige at lave det sammen med – er det én man kan holde ud at kigge på de næste mange, mange år? Har man nogle fælles værdier og prioriteringer i forhold til hvad det vil sige, at være nogens mor og far (eller mor og mor, far og far)? Man hænger jo temmelig meget på hinanden efter at have lavet et barn, så jeg synes man skylder både sig selv og det kommende barn at gøre sig umage med at vælge. Man kan jo selvfølgelig også fint vælge at gøre det selv, hvis man ikke har fundet nogen man synes passer til jobbeskrivelsen som nogens mor eller far 🙂

Den anden vigtige overvejelse er om man er klar på at ryste posen godt og grundigt i forhold til hvad der hedder hverdag og egne behov. Begge dele forandres markant af at blive forældre – og det siger sig selv, at man ikke kan drikke sig i hegnet hver eneste weekend eller at man kan rejse med rygsæk gennem Sydamerika lige med det samme. Men der er også en masse små bitte ting, der forandres: Man kan ikke lige tage på besøg hos nogen, hvis det er over babys sengetid. Man kan ikke bede baby putte sig selv, fordi man skal se Girls. Man kan ikke lige smutte på udsalg, hvis man ikke har en shoppe-venlig baby. Man kan ikke lave aftaler og love, at man kan holde dem, for det er ikke sikkert at baby vågner til tiden eller måske har baby netop dén dag feber. Man kan ikke tage et langt bad og putte neglelak på tæerne, for der er nogen, der kan stikke fingrene i samtlige stikkontakter imens.  Hverdagen bliver styret af et andet menneskes behov, og dét skal man være klar på. Det kan godt være hårdt, det kan godt føles som en begrænsning, men samtidig giver det også mening. Man bliver nemlig en lille smule skør, når man bliver nogens mor, forstået på den måde, at man er klar til hvad som helst for at skabe de bedste rammer for afkommets hverdag. Også selvom det betyder at man går glip af udsalg i Ganni.

Det er et fantastisk og stort ansvar at være nogens mor, og det er skide svært at forberede sig på. Det kan også svært at planlægge – jeg har veninder, der havde prøvet i mange år før det lykkedes, og nogen, der blev gravide bare af at kigge på hinanden. Jeg ved ikke om der nogensinde kommer et helt rigtigt tidspunkt. Men jeg kan love så meget, at det bliver rigtigt.

Hvilke overvejelser gjorde I? Og er der noget tidspunkt, der er bedre end noget andet?

DSC01180(Tyk, glad og noget der ligner 7 måneder henne)

5 thoughts on “Noget om planlægning (eller mangel på samme): Om børn, timing og vigtige overvejelser”

  1. Vi var begge studerende 23 og 24 år og havde været sammen i 4 år og så plagede jeg lidt og han sagde “okay lad os gøre det” og virkelig kort tid efter var baby på vej… Så job og praktikaliteter er lige meget, partneren og lysten er det vigtigste! Og det er fantastisk at have børn som studerende…. Nu arbejder min kæreste og nummer to er lige blevet et år og det var nemmere da vi begge var studerende…

    1. Helt enig! Partneren og lysten er det vigtigste. Jeg ville ønske jeg var studerende nu – tænk at kunne slippe for 8-16 ræset! Så må du næsten også have fået kommentarere over, at du var en ung mor? Det fik jeg, og jeg var altså 27!

  2. Mange tak for et fint og tankevækkende indlæg. Du ramte et eller andet i fht. det med at være bange for at vælge børn til – også selvom det er drømmen. Det er en meget stor ( og dermed ret skræmmende) beslutning, og man kan jo ikke gøre det om. Hvad nu hvis man slet ikke kan finde ud af det? Derfor er det også virkelig rart at høre, at det nok skal blive helt rigtigt, når barnet så er her. Og at det må være lysten og kærligheden, der driver værket. Det er både opmuntrende og betryggende.
    Det er sjovt, som de rigtige ord på det rigtige tidspunkt kan gøre en forskel – og så endda fra fra en man ikke kender 🙂 Tak for det og tak for en skøn blog i det hele taget.

    1. Tusinde tak for den søde kommentar, Ditte! Dejligt du kunne bruge indlægget.
      Ps: Jeg lover dig for, at du kan finde ud af det! Man opdager nemlig, at man kan meget mere end man tror 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *