Uncategorized

Nogle gange glemmer jeg at mærke efter sommerfuglene i maven

Vi er hjemme på Amager igen. I dag cyklede Lillesøster og jeg på besøg hos min veninde og hendes knap 3 uger gamle lillebitte og søde Karl. Vi kørte langs Amager Fælled, mens insekterne summede og morgensolen skinnede. Vi kørte forbi fiskerne og over slusen ved Sydhavnen, hvor vandet var helt stille, inden vi gjorde stop ved Ricco’s for at købe morgenbrød. Klokken var lidt i ni, da jeg klikkede Lillesøster ud af cykelsædet og tog elevatoren op til fjerde sal.

Karls far sad med den lille krop i armene, og vi talte om dét at være forælder. ”Er det nemmere at have en 1-årig end et spædbarn?” spurgte han mig. Jeg svarede, helt uden betænkningstid, at det syntes jeg, at det var. Jeg synes det er nemmere, fordi Lillesøster er lettere at regne ud, end dengang hun var lille bitte: Jeg ved, at jeg kan tage et uforstyrret bad, mens hendes far underholder hende. Jeg ved, at hun ikke brænder sammen i køen i Rema fordi hun er sulten en halv time efter frokost. Jeg kan bestikke hende med snacks og jeg ved, hvornår hun skal sove. Og så er hun heldigvis også virkelig god til selv at sige til, hvad hun gerne vil (og ikke vil) – hun siger fx ”eeeehhh!” og rækker insisterende hånden i vejret, når vi skal gå tur, og hun kaster dét mad, hun ikke gider spise, på gulvet. Pludselig er man heller ikke bundet til sofaen eller til logistik-bingoen der følger med 3 daglige lure, og det betyder, at man kan gøre en masse ting – fx cykle en tur i morgensolen.

Det er helt vildt, så meget der sker på et års tid. Fra at være en lille, knirkende klump sårbart menneske, til et lille barn med en personlighed og vilje. Og det er rart, synes jeg. Det var dejligt at have et spædbarn, men det er sjovere og nemmere at have en 1-årig. Det har jeg syntes begge gange.

I disse dage er det endda endnu federe end normalt, for der har sænket sig en eller anden slags zen over børnos. De er begge to søde og glade – der er skruet ned for konflikterne, ingen kaster sig ned på gulvet i arrigskab og sådan. Det giver plads og ro til at nyde dem lidt ekstra. Til at kramme den 4-årige godnat en ekstra gang og til at lytte efter fortællingerne fra børnehaven om den store bille i sandkassen (”ved du hvad mor? På ryggen var den… sort. Og den havde 1,2, 3 .. måske … 10 ben…)”. Til at lytte til Lillesøsters tunge åndedræt og mærke den lille, varme hånd i min, når hun sover middagslur. Og til at blive en lille smule stolt over, hvor højt de små tykke ben kan kravle op og til at grine, når hun på toppen af Mount Spisebord slår armene ud og råber ”TADAA!”.

Jeg elsker altid mine børn, men nogle gange glemmer jeg bare rigtigt at mærke sommerfuglene i maven over at have præsteret netop de to, fordi det hele drukner i Duplo, ostehaps og kaosstyring.

1 thought on “Nogle gange glemmer jeg at mærke efter sommerfuglene i maven”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *