Uncategorized

Nu har jeg orlov. Og en vuggestueplads.

Vi havde skrevet Lillesøster op til vuggestue med en behovsdato, der hed 1. juli – så ville hun være ca. 1 år, når hun startede i vuggestue. Vi satsede benhårdt på at få hende ind samme sted som storesøster, fordi vores hverdag på sigt ville blive et værre cirkus, skulle vi hente og bringe to forskellige steder hver eneste dag. Vi vidste at det var et long shot, for ventelisten til institutionen er lang som bare fanden. ”Hun får plads lige før hun skal i børnehave” sagde den første medarbejder hos Pladsanvisningen, jeg talte med tilbage i vinters. Jeg fik besked på at ringe tilbage i marts, for at få en status. Da det blev marts talte jeg med Pladsanvisningen igen (ja, jeg ved at det er en neglebidende dramatisk fortælling). Pladsanvisningen vurderede, at en plads omkring årsskiftet – eller måske først til foråret 2020 – var realistisk.

Så jeg søgte orlov – og fik det. Jeg starter først på arbejde igen til januar.

For et par måneder siden fik jeg et brev i min e-boks, hvor der var tilbud om plads til Lillesøster i dén institution, vi gerne ville have, fra den 1.6.2019. Jeg gentager lige: 1.6.2019. Vi takkede ja, så nu har jeg en vuggestueplads og orlov året ud. Det passer mig simpelthen strålende at Pladsanvisningen vurderede så skævt, for jeg kan mærke, at jeg overhovedet ikke er færdig med at være på barsel. Bevares, nogle dage føles lange – når babyen ikke sover, håret er fedtet, lejligheden er rodet og kaffepauserne for få – men for det meste er dagene rare. Og de er vores at udfylde, med middagslure ved siden af de bløde babylår, med torskerogn på hagesmækken og med daglige ture ud for at købe ind. Jeg har lært at hvile meget mere i barselsboblen, end jeg gjorde første gang. Måske fordi jeg ved, at det er sidste gang?

Debatten omkring hjemmepasning og institutionsliv er blevet så skinger, at jeg næsten ikke tør skrive det, men jeg synes heller ikke rigtigt at Lillesøster er klar. Hun er så… Lille. Jeg ved, at det er røv-privilegeret at kunne holde hende hjemme en håndfuld måneder endnu, selvom hendes navn allerede hænger på gaderoben i vuggestuen, og jeg sætter virkelig stor pris på det. Når dagene bliver mørke og kolde igen, tror jeg til gengæld også at både Lillesøster og jeg er klar til at give slip på barselsboblen. Jeg ved, at jeg ikke ville være den bedste mor, jeg kan være, hvis jeg skulle være hjemme på fuld tid. Men for nu – og lidt endnu – er det lige sådan det skal være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *