Skip to content

Nu skal Nissen fandme ha’ sangria

Nissen hjemme hos os lagde hårdt ud: En virkelig god pakkekalender (hvis jeg selv skal sige det, og det er jo min blog, så det skal jeg ligesom)  og nisse-fis med toiletpapir i vinterstøvlerne og spor af rosiner ved nissedøren. Men så gik Nissen kold på konceptet, den blev glemsom med pakkerne fordi den har ammehjerne. Og Lillen blev allermest glad for de pakker der kunne spises, så næste år sparer Nissen sig for besværet og køber 24 figenstænger. Eller 23 figenstænger og et kinderæg til den 24. December.

Nissen har til gengæld spredt julestemning med hjemmebagte småkager. De blev temmelig udfordrede på både udseende og konsistens, men smagte ganske fint. Og vi har hørt julemusik og Lillen har pyntet “juletræ” – en omgang pindebrænde fra Rema, der nu er fyldt med påskekyllinger og glimmerklistermærker. Sådan de det, når påske- og julepynt ligger i én stor kasse, og den tre-årige selv må vælge. Det er fint for Nissen, for den er ingen udpræget æstetiker.

De sidste dage har Nissen rendt rundt og kastet ting i en kuffert, når ikke den har været til frisør, hos tandlægen eller på Vesterbro for at spise frokost på H15. Kamera, solbriller og dét sommertøj, Nissen mindst ligner en medisterpølse i er blevet pakket efter bedste evne, for alt for tidligt i morges satte Nissen og dens familie sig nemlig i et fly mod Tenerife. Vi fik 1,5 time ekstra i flyet end planlagt, barnevognen blev væk, babyen sov 2×20 minutter på 12 timer (!!!) og der var KÆMPE krise da en lillebitte legetøjs-hest blev tabt under flysædet. Jeg blev nødt til at snakke et frygteligt gebrokkent spansk, der var en milliard grader i flyet og min cola brusede over midt i lufthavnen…

Men nu er vi her! I et smukt hus, med smuk havudsigt og NU takker Nissen af for i år, mens den smækker benene op og drikker sangria i solnedgangen (…eller, juice, fordi den ammer, men sangria lød ligesom bedre). 

Hasta la Vista, skål i appelsinjuice og god julekarma herfra <3

Fun Love GIF by Kool Aid - Find & Share on GIPHY

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *