Nu vil jeg også have et kolonihavehus. Eller et sommerhus. Eller en ødegård.

Weekenden tilbragte Lillen og jeg i et (oversize) kolonihavehus i Dragør sammen med resten af slænget fra mødregruppen. Det første døgns tid var rendyrket kaos; synkron-putning af overtrætte børn, en konstant odør af makrel og/eller prut samt et soundtrack bestående af 4 børn, der alle samme ville lege med den samme brandbil på samme tid. Der var 4 mødre, der havde de mørkeste rande under øjnene og som havde slået sig på en blanding af ostepops og kold kaffe.

Men over middag lørdag var det som om stemningen vendte. Kidz kunne lige pludselig godt lege med andet end brandbilen, vi lavede diskotek med ”Tju Bang Chokolademand”, læste historier og stegte bananpandekager. Det regnede det meste af tiden, men de små mennesker var lykkelige for de kæmpestore vandpytter der kan laves på en ujævn grusvej. Små mennesker i regntøj må være noget af det sødeste der findes.

Der var både vinbjergsnegle og skovsnegle (”se skat, en snegl… NEJ DU SKAL IKKE PUTTE DEN I LOMMEN”) og geder som man kunne fodre med græs. Vi kiggede på gæs og ællinger, flyvemaskiner og tyske turister. Der var jordbær til salg i vejkanten, heste på markerne og et frygteligt dyrt supermarked. Eksotiske Dragør <3

Vi kom hjem fra kolonihaven søndag formiddag. Med uglet hår, udtrådte gummistøvler på, plettet tøj og trætte øjne – men glade.  Det var lidt ligesom at være på lejrskole dengang i folkeren, hvor man spiste alt for meget slik, var lidt for længe oppe om aftenen og glemte at skifte underbukser i en hel uge. Bortset fra det med underbukserne, forstås.

Nu vil jeg også have et kolonihavehus. Eller et sommerhus. Eller en ødegård i Sverige. Det skal være sådan et sted med bløde tæpper og friskbagte boller, solskin og græs der slår sig selv… Og hver sommer vil jeg invitere Molly, Severin og Toke på besøg sammen med deres mødre.