Uncategorized

Nytårshilsen fra første til venstre

Vi er hjemme igen. I grå, regnfulde og kolde København. Julepynten er pakket væk, og istedet er der serpentiner i stuen, for i aften er det årets sidste aften! Om et par timer er det 2019, og i bedste småbørns-familie-stil har vi holdt fest for fire. Vi har spist “sådan noget klistret” (altså vietnamesiske forårsruller) og is med krymmel på. Lillen og jeg har lavet nytårshatte med glimmerlim og pompom’er, vi har danset os svedige til Povl Kjøllers største hits og mit nytårs-outfit er on point med en blanding af gamachebukser og glimmerhårspænder. Jeg har duftet til et glas cava og udenfor brager det løs på himlen. Alt er godt (… selvom jeg tidligere idag overvejede at låse mig inde på toilettet og først komme ud engang i 2019, fordi jeg næsten havde slæbt en vred tre-årig ud af Bilka surfboard-style, jeg havde fået for lidt kaffe og lejligheden lignede et bombe-krater).

Hvad 2019 kommer til at byde på, ved jeg ikke. Eller, jeg ved det næsten ikke – jeg ved, at min barsel slutter (om Pladsanvisningen vil) og at vi skal i sommerhus i Sønderjylland, hvor jeg skal finde et ægte kagebord. Bortset fra det, er mit års balkort tomt. Jeg vil dog godt skyde på at næste år bliver…

… året, hvor jeg heller ikke lærer at lave mad. Til gengæld vil jeg bruge app’en til yndlingspizzeriaet lige så meget i 2019, som jeg har gjort i 2018. 

… året, hvor jeg vil drikke lige så meget kaffe som i år. Jeg tænker, at min tand-emalje har samme farve som Dijon-sennep, når vi rammer nytår igen.

… året, hvor jeg fortsat vil fokusere på træning af min højre arm (af at løfte på min 10 kilo tunge kærligheds-klump) og på mine ben, når jeg går tur med barnevognen. Numsen er helt sikkert lige så flad i 2019, som den var i 2018. Men hvad skal jeg da også med den, jeg sidder jo godt nok som det er nu.

… året, hvor jeg sover lige så lidt som i år. Selvom jeg har våde drømme om 3 timers sammenhængende søvn. Mmm.

… året, hvor jeg vil prioritere mit ydre, og forkæle mig selv med at få redt håret helt igennem cirka en gang om måneden og bruge en lækker body-lotion hver gang der er fuldmåne. Og så vil jeg fortsætte med at have et meget stort og et meget lille bryst, fordi babyen foretrækker det venstre (??!).

… året, hvor jeg stadig ikke kan finde noget som helst, fordi jeg roder/glemmer hvor jeg lægger mine ting.  Og således også året, hvor min mand får endnu flere grå hår af at lede efter mine nøgler, min pung og min mobil.

… året, hvor jeg heller ikke begynder at bruge tandtråd. Jeg *ved* godt at jeg burde.

Mens overboen spiller et gammelt nummer med Rasmus Seebach, vil jeg gå ombord i det kransekage-tårn jeg købte i formiddags og så vil jeg gerne sige stort TAK for, at I læser med. Vi skrives ved på den anden side. Og godt nytår, da! 💫🍾❤️

 

8 thoughts on “Nytårshilsen fra første til venstre”

  1. Godt nytår til dig! ❤️ Lige nu vil jeg godt bytte med Rasmus Seebach, for vores nabo hører noget udefinerbart techno med en temmelig insisterende bas. Tror jeg. Satser på at underboen gør det beskidte arbejde…. Velkommen hjem, i øvrigt!

  2. Hvad er det med det tandtråd?! Min tandlæge siger det formanende til mig hver gang, hvorefter det lykkes mig at bruge det den samme dag og derefter aldrig mere.
    Jeg har i går haft neglelak på for 3. gang på de seneste 5 år, siden vores første blev født…

    1. Ej men jeg ved det ikke – jeg har brugt det to gange siden jeg var til tandlæge, og sidst sad det så ubehjælpsomt fast at jeg var nødt til at klippe det ud af gebisset 😂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *