Skip to content

Ørestad: En slags kærlighedshistorie

Vi mødtes første gang for cirka to år siden. Det var en varm sommerdag, og jeg havde været på stranden med min lille familie. Da Lillen skulle sove til middag, besluttede Søren og jeg os for at gå en tur. Vi trillede væk fra stranden, op på Amagerbrogade og købte lidt snacks. Lillen sov stadig, så vi gik til dig for at se på den projekt-lejlighed, vi havde kigget lidt på. Det var slet ikke en vi skulle købe, men nu var vi jo, med lidt god vilje, i området.

Solen skinnede over dine tage, og træer og blomster var sprunget ud. Der var åbent hus, så vi kunne se, hvordan køkken og bad skulle se ud. Vi fik nogle brochurer med hjem, og kort tid efter have vi reserveret en lejlighed. Efter nogle møder i banken, lange snakke og flere besøg på det vestlige Amager satte vi vores underskrift. Vi havde købt en lejlighed! Og som tak for at have gældsat os for livet fik vi af banken et salt og peber-sæt. Thanks.

Den første sommer med dig var spændende, og alting var nyt: Vi cyklede aftenture i ladcyklen, hilste på vores nye naboer og indrettede lejligheden. Men så kom efteråret og vinteren. Det blev mørkt og koldt, og turen til og fra vores nye hjem føltes lang og kold. Det blæste hele tiden, og jeg manglede nogen at drikke kaffe med – og et sted at drikke kaffe, som ikke var inde i storcentret. Jeg så mig mere og mere sur på dig, og drømte om at komme tilbage til Vesterbro. Tilbage til de gode kaffebarer på Istedgade, til bageren på Enghave Plads, til mine venner, og følelsen af, at alting var tæt på. Det var indimellem svært, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle rette frustrationerne hen. Murstenene så bare til, mens rynken mellem mine bryn blev dybere og dybere.

Nu er det sommer igen, og tingene ser anderledes ud mellem os. Vi er faldet til. Eller måske rettere sagt: Jeg er endelig faldet til. Da vi mødtes første gang, gav du mig sommerfugle i maven – og efter en periode, der var svær for vores forhold, har du givet mig sommerfuglene tilbage.

Jeg er så glad for at vi kan lade Lillen cykle, uden at bekymre os for biler i nærheden, og jeg er vild med, hvor mange legekammerater hun har fået. Jeg har fundet ud af, hvor jeg skal købe min pizza, min kaffe og min is, og jeg véd, hvor på Fælleden der er brombær i sæson. Men at jeg er faldet til hænger også uløseligt sammen med de mennesker, der er omkring mig. Forleden var vi i gården og spise grillmad sammen med en håndfuld af vores naboer. Lillen har fået en bedste-veninde, der bor ovenpå, så de tegner med kridt, puster sæbebobler, griner og lærer hinanden unoder. Vores naboer på samme etage som os er de sødeste mennesker, der kom med kage og fin hjemmestrik, efter Lillesøster blev født, og som gider hoppe på trampolin med min førstefødte (… når nu undertegnede ikke kan dén slags uden at skulle hjem og skifte underbukser).

Ørestad, det var ikke dig, det var mig. Jeg har aldrig haft så svært ved at føle mig hjemme som hos dig, men det gør jeg nu. Og jeg er glad. For dig, og for os <3

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *