Ofringen

Lillen har længe rendt rundt med en frisure, der ligeså godt kunne have siddet på toppen af en 50-something ved navn Britta, der arbejdede i en færgecafé. I ved, sådan lidt krøllet, længere bagtil end foran og med lidt skævt pandehår. Hun har med andre ord trængt til at blive klippet i et godt stykke tid efterhånden, men jeg har simpelthen ikke turdet, fordi hun har afvist alle tilnærmelser med en saks fra undertegnedes side. Men nu skulle det være: Britta-håret skulle falde til gengæld for en mere passende frisure.

Jeg forberedte mig grundigt. Jeg fandt en frisør på Amager, ikke langt væk fra vores lejlighed. Jeg og Lillen læste en bog om Anna, der skulle til frisør. Vi har set videoer på YouTube (eller yuptjup, som Lillen kalder det) af børn, der bliver klippet. På dagen havde jeg pakket en stor snack-madpakke til hende, og opladet Ipad-en. Jeg gik endda så langt som at booke en tid til at få klippet mine egne spidser først, så Lillen kunne se, hvor aldeles ufarligt det kan være at gå til frisør.

Sidstnævnte viste sig bare, at være en møghamrende dårlig idé for undertegnede.

Jeg satte mig i stolen, fik kappe på og bad om at få taget spidserne. ”Skal du have skarpe kanter eller pjuskede kanter?” spurgte frisøren. Jeg svarede at årsagen til, at jeg skulle klippes var, at mine kanter allerede var temmelig pjuskede, så jeg ville gerne have dem skarpe. ”Fint” svarede hun, og greb en trimmer! ”Bzzzz” sagde det, og de første 8-10 cm. hår røg ned i skødet på mig. Jeg havde det sådan her:

Min underlæbe begyndte at bævre, og et øjeblik var jeg bange for, at hun ville give mig en bøf-frisure – altså sådan én som alle de smarte unge mænd på knallerter har herude på Amager, hvor der er hår i en slags bøf på hovedet men resten er skaldet eller helt kortklippet. Jeg fik ikke bøf-hår, men til gengæld fik jeg en kort page med skæve kanter og med enkelte tjavser hist og her, der havde undgået den Amagerkanske udgave af motorsavsmassakren. Til sidst tog hun et glattejern og fik mit i forvejen klaskede og små-fedtede hår til at ligge helt fladt på issen. Aldrig har jeg følt mig så fæl at se på efter et frisørbesøg.

Under alle de 17 minutter ofringen tog, sad Lillen og så tegnefilm med Rasmus Klump og spiste kiks med stadig mere afklippet hår på. Hun havde det dejligt. Da det blev hendes tur sad hun pænt og stille, og blev klippet i en fin page med pandehår. ”Du sidder mere stille end din mor” sagde frisøren til hende. Det tro da fanden, når det ikke var hende der ofrede samtlige gode hårdage de næste 6 måneder. Hvad man ikke gør for de små pus, altså.

Men ikke om jeg nogensinde gør det igen.