Og så gik hun. Uden at se sig tilbage.

Og så gik hun. Uden at se sig tilbage.

Igår, da jeg havde hentet Lillen fra børnehave, gik vi en anden vej hjem end vi plejer at gå. Vi gik forbi den store trappe ved skolen, og børnehavebarnet proklamerede, at “jeg går lige op ad trappen, mor”. Og så gik hun. Og gik. Og gik. Og så var hun væk.

Jeg parkerede klapvognen og spænede op ad trappen, og dér sad min førstefødte i en rutchebane på skolens tagterrasse-legeplads og vinkede. Jeg sagde til hende, at jeg ville hente klapvognen og tage elevatoren op til legepladsen, svarede hun “jaja”, og løb hen til trampolinerne.

Jeg hentede klapvognen, satte mig i en solstråle, bladrede lidt i en bog og kiggede på mit barn, der klarede, hoppede, rutsjede og løb. Og så slog det mig, at hun på mange måder overhovedet ikke har brug for mig længere. Altså, selvfølgelig har hun brug for mig i forhold til hendes psykologiske udvikling og dén slags, men hun er ikke afhængig af mig på samme måde som tidligere – hun er blevet et rigtigt, lille selvstændigt menneske. Et menneske, der i vid udstrækning ikke bare vil selv, men også kan selv. Det er selvfølgelig fantastisk at have formet sådan en sej lille størrelse der brager ud i verden – men det er også en lille smule vemodigt. For selvom det kan være hårdt og krævende at have et barn, der ikke kan ret meget selv og som helst vil være helt tæt på sin mor hele tiden, er det også virkelig dejligt. Trygt og rart.

Lillen driller mig tit med at sige, at hun vokser og bliver voksen – meningen er, at jeg skal kilde hende, imens jeg siger, at DET må hun altså IKKE. Selvom det er for sjov, er der noget sandhed i det. Hun bliver snart 4 år, og jeg ved jo godt, at hun slet ikke er noget lille barn længere. Men det er gået så hurtigt. Og det går stadig hurtigt. Heldigvis er hun stadig lille i glimt – som når hun insisterer på at sidde på mit skød når hun skal klippes hos frisøren, eller når hun kalder en croissant for en restaurant. Jeg holder stædigt fast i de små glimt, for der bliver færre af dem. Istedet er hun blevet sådan én, der selv tager trappen op til legepladsen uden at se sig tilbage.  Og på trods af mor-hjertet, der flagrer rundt og prøver at følge med, er det vist lige præcis som det skal være.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *