… Og sådan sker der en masse, men alligevel ikke rigtig noget.

Der er flyttet et lille spøgelse ind her hos os. Det har små, buttede ben og så er det indimellem i overhængende fare for at skvatte i dens spøgelsesdragt: Et lyseblå Rasmus Klump dynebetræk. Det kan godt gå ind i en dørkarm eller to, og hvis de voksne ikke er blevet bange, siger det: “Mor og far bliv bange!”. Når de voksne så  er blevet rigtig bange for spøgelset, springer Lillen ud og siger: “DET ER BARE MIG”, mens hun griner og hopper op og ned. Igen og igen. Og igen. Og det fantastiske er, at det er lige sjovt hver gang.

Når der ikke bliver leget spøgelse, så tegner vi. Lillen tegner monstre, mennesker og hundelorte. Vi læser historier om Plet, og synger sange om bageren på Nørregade og om de frække drenge, der tisser på en tissemyre. Og så har vi den store tålmodigheds-hat på, fordi nogen vil alting selv.

Lillens mors dage forsvinder i en blanding af arbejde, indkøb (og det fede ved Bilka er jo, at de har ALT. Fx faldt jeg over en eller anden ny slags Sloggi-undertøj, og faktisk føles det som at have smør på kroppen. Bortset fra trusserne, som jeg kom til at købe temmelig meget for små – det er måske lidt mindre smør og lidt mere rullesteg. Men sådan er det at være over 30: Så må man godt have trusser på, der gør numsen lidt mere flad end den plejer at være). Og dagene går med creme. Det lyder måske lækkert tænker du, men det er nu mest håndcreme fordi jeg – av – har knas-tørre vinterhænder, creme til benene, fordi de i disse måneder har nogenlunde samme konsistens som et bagepapir, og A-dermas Control-serie. Efter at have brugt en mindre formue på apoteket har jeg *endelig* har fundet frem til noget, det kan holde Lillens børneeksem skakmat. For dælen, det virker! Også selvom ekspedienten prøvede at bilde mig ind, at cremen indeholdt Havrefras…

Jeg arbejder også videre på fastelavns-bolle-testen. Jeg har efterhånden spist mange af Lagkagehusets, men igår stak jeg forbi Brød på Enghave Plads for at købe et par semlor. Jeg havde ringet og fået lagt dem til side tidligere på dagen, fordi de er udsolgt hele tiden, og jeg følte mig som en fin, gammel dame, der sådan fik lagt to kager med flødeskum til side. Hvis jeg nu var en ægte blogger, så havde jeg nok taget et billede af dem i et godt lys og med en pæn blomst ved siden af…. men jeg kastede dem grådigt ned i løgnhalsen, halvvejs liggende i sofaen, sekundet efter Lillen var blevet puttet. Og det er altså ikke særlig fotogent, vel.

Og jeg har været til svendegilde i forstæderne med fadølsanlæg og asparges. Jeg har også bagt en temmelig ulækker kage til mødregruppen, som det kun var eget afkom der gad at spise (mors pige❤️) og så har jeg sovet over mig efter en nat med 11 timers søvn. Jeg har skrevet “Pis” istedet for “Pia” mindst 10 gange idag, og så har jeg spist pad thai til aftensmad.  Sådan sker der en masse, og alligevel ikke rigtig noget. Tilværelsen kører på rutinen, som Steffen Brandt synger, og det er herligt – med alt hvad det indebærer af tegninger, håndcreme og mere eller mindre vellykket bagværk.