Om at falde til

Forleden var jeg til møde på Vesterbro. Det var sidst på eftermiddagen, og på cykel zig-zaggede jeg gennem vejarbejdet på Vesterbrogade. Der var tung trafik af biler og cyklister, der hidsigt ringede med klokken. Jeg cyklede ad Gasværksvej og ned på Istedgade, hvor mødre med barnevogne og typer med to-go-kaffe og snuden i Iphonen fyldte fortovene. Grønthandlerne gik og rodede rundt i deres varer, den sødlige duft af kebab hang i luften og indimellem var der nogen der råbte, græd eller dyttede . Der var mennesker over det hele.

Jeg kørte forbi vores gamle lejlighed og sendte den en kærlig tanke, men dragede også et lettelsens suk over, at vi ikke længere bor på 3. sal med skråvægge og skøre naboer.

Efter mødet cyklede jeg hjem. Over cykelslangen med den fineste udsigt over vandet. Gennem Amager Fælled, ad grusstier og til lyden af ingenting. Jeg kunne mærke at mine skuldre faldt en lille smule ned. Og så var det at det slog mig: Jeg savner ikke Vesterbro længere. I hvert fald ikke på den måde jeg gjorde for tre måneder siden, hvor jeg manglede liv, god kaffe og mest af alt havde det som om at vi var flyttet langt ud på landet.

Nu er jeg faldet til, og jeg ved ikke rigtig, hvornår den følelse kom snigende. Hvornår kalder man et sted for sit hjem? Og hvornår føler man at det er dér, man hører til? Måske når man ikke kunne tænke sig at bo andre steder (…altså bevares, hvis nogen tilbød mig en herskabslejlighed på Christianshavn ville jeg nok ikke sige nej, men sådan, realistisk set)?

Jeg elsker at vi har fået plads, både i lejligheden men også udenfor. At der er stille og ikke nogen sirener, skænderier eller fulde mennesker der råber op. Her er græs og vand, og det er så let at komme ud – jeg savner ikke at pakke en større weekendtaske for at tage på tur med i Skydebanen, hvor der var 42085720 andre børn om sandkassen.  Her er ingen brækklatter, junk-efterladenskaber eller andre spændende ting på jorden som man skal holde øje med – her er allerhøjest en skovsnegl. Forleden var vi ude og køre aftentur i ladcyklen, vi kiggede på flotte bygninger, sang højt fordi der ikke var nogen der kunne høre os og plukkede den fineste blomsterbuket undervejs.  Tænk at vi bor et sted hvor man kan det.

”Folk er nu også så flinke på Amager” siger min far altid. Jeg ved ikke hvor hans forkærlighed for Amager stammer fra. Bevares, folk er da flinke. Der gemmer sig sikkert også nogle røvhuller indimellem, men de er vel alle steder. Egentlig tænker jeg, at folk på Amager minder meget om folk alle mulige andre steder – der er flaskesamlere, knallertbøller, de smarte, de meget lidt smarte, folk i store biler og dem med børn på slæb. Men nu ved jeg i hvert fald en ting: Amager er top dollar. Og det er mit hood.