Uncategorized

Om at kunne noget forskelligt

For nyligt talte jeg med min veninde, Mette, der er mor til en buttet lille dame på alder med mit afkom. ”Skal vi ikke tage babyerne med i svømmehallen en dag?” spurgte hun. Jeg så det for mig: Paniksved og hjertebanken. Glat baby der ikke gider vandet. Undertegnede med garnet fuld af shampoo, der ikke kan holde øje med baby i fællesbadet. Manglende tyver til skabet, glemt håndklæde og så videre. Og som om det ikke var nok, fortsatte hun: ”Og så kan vi tage i Frederiksberg Centret bagefter?”. Igen fik jeg billeder på nethinden af Lillen, der laver en flitsbue af vrede midt i køen i &Other Stories og en mor, der er ved at få en nedsmeltning af varme, andre mennesker og butikker med høj musik og spotlys direkte ned i klapvognen. ”No way” svarede jeg Mette – ”jeg er slet ikke så sej som dig”.

Et par dage senere fik jeg denne sms fra hende:

besked (2)

Og så var det, jeg kom til at tænke på noget: Alle mødre er seje.  Men vi er seje på hver vores måde: Nogen kan tage i svømmehallen og på shopping. Andre kan lave hjemmelavet babymad. Nogen tager læbestift på, hver gang de skal ud og trille med barnevognen. Andre er virkelig gode til at slappe af med babyen.  Og så videre. Det er bare let at glemme midt i en tid, hvor mom-bashing er temmelig udbredt. Både i forhold til andre, og i forhold til os selv.

Af en eller anden grund er det at være mor noget, alle har en mening om – og det en mening, mange føler en trang til at sige højt. For et stykke tid siden var der i Politiken en artikelserie med fokus på mødre (her og her). Der var en artikel om en lavtuddannet mor, der på grund af ufleksible arbejdstider var nødt til at lade hendes børn være længe i institution hver dag. Der var også en artikel om en højtuddannet mor, der havde sagt sit job op for at være mest muligt sammen med datteren. Særligt den højtuddannede mors prioritering skabte debat: Er det ikke at smadre ligestillingen, sådan at blive hjemmegående? Et projekt for de allermest velstillede? Eller er det netop, hvad en god mor er – én, der virkelig tager sig tid til sit barn?  At være mor er et minefelt at træde rundt i, for man kan næsten ikke undgå at træde nogen over tæerne med de valg, man træffer. Nogle gange ville det være rart med en mere konstruktiv og nuanceret debat end dén, vi ofte ser.

Der findes heldigvis lige så mange forskellige mødre, som der findes kvinder. Og vi kan alle sammen noget forskelligt. Vi har forskellige prioriteringer, præferencer og forudsætninger. Og dét er vigtigt at huske på – der er ikke noget, der er bedre/mere rigtigt/sejere end noget andet.

Jeg synes, at vi så vidt muligt gøre dét, der gør os glade – for en glad mor er en god mor. Og så skal vi ikke sige noget til, hvad der gør andre glade. Med mindre man, som Mette, har noget pænt at sige – så skal man endelig sige det højt 🙂

10 thoughts on “Om at kunne noget forskelligt”

  1. Elsker dine indlæg, Sofie 🙂 Hvis jeg støder ind i dig på Vesterbro en dag, så får du altså en krammer!

  2. Hej Sofie,
    Tak for et godt indlæg. Jeg hører også til dén kategori, der var bedst til netflix and chill (på den ikke-frække måde) under barsel, men som også sagtens kunne overskue en tur i svømmeren eller på restaurant – til gengæld var jeg meget glad for babymad på glas og fik vist aldrig bagt ét eneste brød, og jeg gav også totalt op på al digital kommunikation med veninder (herunder også sms’er og msn). Jeg synes ikke, jeg var så sej, men selvfølgelig afhænger det af øjnene, der ser. Dét havde jeg lige glemt, og det hjalp dit indlæg til at minde mig om. Tak for dét!

    1. Hej Mona! Tusinde tak for din kommentar – jeg er glad for, at du kunne bruge indlægget. Jeg gad godt være bedre til Netflix and chill (også på den ikke-frække måde), men det er ikke så let, når man kan sidde stille ca. 30 sekunder ad gangen 😉 God søndag til dig!

  3. Jeg har det præcis som dig Sofie. Jeg har ikke været til baby svøm og har heller ikke tænkt mig det. Jeg har overhoved ikke lyst!
    Han skal nok komme i vand. En dag altså, når jeg er klar ❤️
    Lige nu nyder jeg bare min halvårige tumling, og vi tager hver dag som den kommer.
    Bare fodring af afkom kan jo tage en god del af dagen;)!
    Tak for dine fine skriverier!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *