Uncategorized

Om at samle på de fine øjeblikke

Forleden hørte jeg i radioen om en mand, der samlede på bræk-poser fra flyvemaskiner. Han havde helt vildt mange, og var imponerende engageret omkring dem. Søren kiggede drillende på mig og sagde ”det kunne godt have været dig, det dér”. Det er faktisk ikke helt løgn – jeg har samlet på glansbilleder og servietter (90-er barn). En dag, da jeg ikke var særlig gammel, besluttede jeg mig for at samle på afklippede negle og lagde dem i mit Barbie-badekar. Så vidt jeg husker fik min mor – forståeligt nok – sat en stopper for dén samling. Jeg har samlet på kapsler, på mini-neglelakker, Spice-girls-kort og på ting med Michael Jackson. Og ikke mindst har jeg to år i træk været med i Guiness rekordbog for børn, fordi jeg (sammen med 3 andre) ligger inde med verdensrekorden i at samle afbrændt fyrværkeri. Ja, du læste rigtigt: Afbrændt fyrværkeri.

I dag samler jeg ikke rigtig på noget, men hvis jeg boede på en herregård, kunne jeg sikkert godt have brugt nogle værelser til mærkelige souvenirs fra rejser, bøger jeg aldrig har læst og ting i pæn emballage. Men jeg bor ikke på en herregård, og derfor må jeg samle på ting der ikke fylder noget rent fysisk. For eksempel de små, fine øjeblikke.

Sådan ét havde jeg for nogle uger siden, hvor Lillen og jeg stoppede ved en lille sø på Amager Fælled, på vej hjem fra arbejde og vuggestue. Solen skinnede og jeg smed cyklen i græsset. Vi plukkede små blomster, spiste mariekiks og jeg fandt mit livs første firekløver. Lillen mente at der boede sushi nede i søen (mors pige <3) og havde en fest med de små grene og tørre blade, der lå i vandkanten. Det var så hyggeligt, og da vi cyklede hjem tænkte jeg, at det var sådan en eftermiddag, jeg skulle huske på.

Hvad jeg ikke  skulle huske på var, at jeg samme dag havde købt en gravko til hende og sagt til hende, at jeg havde en gave – hvorefter hun havde et meltdown over, at gaven ikke var pakket ind. Jeg gad heller ikke huske på, hvordan hun om morgenen nægtede at tage sandaler på, og jeg til sidst hvæsede ”du får tre rosiner, hvis du tager dem på!”. Det er nemlig ikke dén slags, der skal fylde på den mentale harddisk.

Jeg prøver at huske  på og værdsætte de små, fine øjeblikke fremfor alt det, jeg synes er surt. Man må gerne bande over brændt havregrød, fyldte støvsugerposer eller børn der går sukkerkolde midt i Irma. Men det er ikke det, jeg gider huske på i det store billede. Minderne – og vores fortællinger om dem – flettes sammen til historien om vores liv. Mit liv. Lillens liv. Og dét skal være fyldt med både solskin og firkløvere 🍀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *