Uncategorized

Om at smutte en (meget stor) mandel # 1: Optakt

For et stykke tid siden blev jeg spurgt, om ikke jeg ville skrive lidt om fødslen. Der er (næsten) ikke noget, jeg hellere vil, for jeg synes, at det ofte er de dramatiske fødsler, der får lov til at “fylde”. Som førstegangsgravid bliver man jo ikke ligefrem mindre nervøs af fortællinger om tarme, der falder ud, akutte kejsersnit, besvimede mænd eller som én beskrev det: ”Det at føde føles som om du skal presse en kommode ud, og ramme modsatte væg”… ouch! Min fødsel gik lige som jeg gerne vil have den. Det har taget noget tilløb at skrive om den, for jeg synes, det skal gøres ordentligt – og så er det et stort emne. Jeg har delt det op i to, for ellers er jeg simpelthen bange for, at Jeres øjne bliver firkantede!

Som man kan læse her, var jeg temmelig træt af at være gravid til sidst. Det hjalp ikke på det, da mine forældre var til middag 5 dage efter termin. Min mor sagde i et forsøg på at opmuntre mig, at der jo ikke var nogen babyer, der nogensinde var blevet inde i maven. Hér valgte min far  at korrigere hende og fortælle, at der jo faktisk var en Brasiliansk kvinde, der havde et næsten 50 år gammelt forstenet foster i maven (læs selv her). Tak far <3

fødsel

Jeg gik efter anbefaling fra min jordemoder til akupunktur, der skulle kunne modne kroppen til fødsel. Jeg var temmelig skeptisk, og syntes det var lidt noget hokus-pokus. Til min store overraskelse bøffede Lillen helt vildt i maven under behandlingerne, så noget skete der da. Jeg syntes nålene gjorde eddespændt nas, og tænkte, at hvis min smertetærskel lå og rodede rundt dernede hvor nogle tynde nåle føltes som en mild totur, så skulle jeg da nok klare fødslen med bravour. Fødslen gik ikke i gang af akupunkturen, men om den har gjort kroppen mere samarbejdsvillig, ved jeg af gode grunde ikke.

Da jeg var gået en uge over tid fik jeg lavet en hindeløsning hos en jordemoder. Jeg håbede sådan på, at det satte noget i gang, og havde taget chokolade med til jordemoderen, som tak for indsatsen (såeh, tak fordi du har rodet mig i skrævet, her får du lige lidt godt til aftenkaffen!). Senere havde jeg lidt ondt i maven, men der skete ikke så meget. Derfor fortsatte jeg bare med at være tyk og sur.

Om natten vågnede jeg dog ved, at jeg havde temmelig ondt i maven – som en konstant, trykkende fornemmelse fortil. Jeg listede op, satte mig i stuen og kiggede på TV-shop: Her viste nogle mennesker med store smil og botox i hele femøren, hvordan man kunne gøre rent med en fantastisk mellemting mellem en støvsuger og et dampstrygejern, der kostede en halv månedsløn. Dén så jeg nok en 500-600 gange i træk.

Efterhånden kom der lidt mere ’system’ i dét der ondt i maven – nogle gange gjorde det mere ondt end andre, men jeg kunne sagtens stadig overskue det. Dog begyndte jeg at rende i pendulfart til toilettet for at kaste op. Kroppen var nok rimelig klar på, at den snart skulle på hårdt arbejde.

Ved 7-8 tiden om morgenen vækkede jeg min partner in crime med et ”øh, jeg tror du skal komme op og tage tid, for jeg har altså veer”. Der var 3 minutter imellem, men de varede kun 30-40 sekunder.  Jeg sad med en varmepude, frøs om fødderne og lavede hurtige vejrtrækninger til den helt store guldmedalje. Jeg fik Søren til at ringe til fødegangen, og det er ifølge ham selv den mærkeligste telefonsamtale, han nogensinde har haft – han havde nok ikke troet, at han en dag skulle snakke med en fremmed dame om, hvorvidt hans kæreste havde noget livmoderhals tilbage.  Vi fik at vide, at vi godt kunne vente lidt endnu.

Det var en helt særlig fornemmelse at kunne sidde og kigge ud på byen, der vågnede, vel vidende om, at livet snart ville være noget helt, helt andet…

4 thoughts on “Om at smutte en (meget stor) mandel # 1: Optakt”

  1. Så fedt at læse din blog Sofie!… Normalt gider jeg overhovedet ikke hører om folks (forfærdelige/angstfremkaldende) fødsler. Men kan slet ikke lade være med at læse om din fødsel – sidder allerede med et smil…og glæder mig (måske så meget sagt) til det bliver min tur. Er nok bare mest bange for det uvisse!
    Hvornår kommer næste indlæg?!?! 😀

    1. Tak Rikke! Og nej, der er ikke noget værre end de der laaaange og frygtelige historier…
      Du kan altså godt glæde dig, det er sådan en vild oplevelse 🙂 Det kommer sikkert til at gå strålende. Jeg sender i hvert fald en masse gode vibes!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *