Uncategorized

Om at smutte en (meget stor) mandel # 2: Fødslen

(Læs del 1 her)

Over middag ringede vi igen til fødegangen, og fik grønt lys til at komme ind. Der var en fandens tur ned af trapperne og hen til i bilen, og det føltes som om turen ud til hospitalet tog en evighed. Der var vejarbejde, og vi kom til at holde stille ved siden af en vejarbejder, der iført gul vest og et kæmpe smil råbte: HELD OG LYKKE! Han kunne vist godt se, at det var en lidt presset dame, der sad og trak vejret helt åndssvagt inde på forsædet.

Da vi kom frem, skulle jeg undersøges i fødemodtagelsen. Jeg var kun 2 cm åben, og fik besked på, at vi nok ville blive sendt hjem eller ud at gå en tur. Først skulle hjertelyd og veer dog måles, og jeg skulle således ligge på ryggen med to strips rundt om maven. Det tog 30 minutter, og det var faktisk den første og eneste gang jeg var sådan rigtig presset – jeg kunne ikke holde ud at ligge på ryggen og veerne gjorde smadder nas. ”Gå ind og sig, at de skal komme og pille det her af!” hvæsede jeg til Søren, og overvejede et kort øjeblik at tage flugten gennem vinduet. Da de endelig kom for at befri mig, blev jeg undersøgt igen, og var 4-5 cm. ”Så er du vist klar til fødestuen!” sagde jordemoderen. Og tykke åndede lettet op!

Klokken var nu cirka 14. Jeg prøvede at forlange en kørestol fra fødemodtagelsen til fødestuen – men uden held. Da vi kom ind på fødestuen fik jeg hospitalstøj på og en klyx (vigtigt!). Vi kom lige efter et vagtskifte, og var så heldige at have den sødeste jordemoder hos os gennem hele fødslen. Som man kan læse her, havde jeg gået til Mamaprofylax fødselsforberedelse, og jeg havde virkelig gavn af de vejrtrækninger, jeg havde øvet mig på. Det gjorde pænt ondt, men alligevel kunne jeg sagtens overskue situationen, og var helt med på, hvad der foregik omkring mig.

Jeg havde lavet en ’ønskeliste’, som jordemoderen fulgte til punkt og prikke: Dæmpet belysning og stille musik – det var næsten hvad jeg ville kalde hyggeligt (om end stearinlys, en kop kaffe og et slumretæppe ville have været prikken over i’et). Jeg havde skrevet, at jeg gerne ville inddrages så meget som muligt, at jeg helst ville undgå medicinsk smertelindring og at jeg gerne ville i kar. Det hele blev efterlevet, og damn, det var skønt at ligge dér og plaske rundt! Det varme vand gjorde, at jeg ikke spændte ligeså meget i kroppen under veerne, som ellers. Den eneste form for smertelindring jeg fik, var akupunktur: Tre nåle i maven, én mellem øjnene og én lige på toppen af knolden. Yndigt.

Søren nussede mit hår, hældte varmt vand over mig og hentede saft. Helt rolig og sej. Først sent i forløbet gik vandet. Det føltes lidt som at tisse i vandet, og det var helt klart og fint.

Ved 18.30-tiden begyndte jeg at få presseveer. Det føltes som en massiv, trykkende fornemmelse. Da jeg fik lov at presse med var det virkelig rart, for her kunne jeg selv kan gøre noget aktivt, i stedet for ’bare’ at komme over veen. Og for dælen, hvor jeg brølede! Sådan nogle dybe, dyriske brøl, jeg ikke aner hvor kom fra.

Kl. 19.29 fik jeg brølet verdens bedste lille menneske ud i verden.  Stadig i kar. Jeg fik hende op til mig, og hun skreg. Helt buttet og fin (men hvad skulle man ellers være, når man er groet på Cocio og pølsehorn?). Jeg var lettet, overvældet og mega stolt på én gang. Og helt, helt forelsket i den lille, dejlige kødklump, der lå hos mig.

Mange siger, at det ikke kan beskrives, hvordan det føles at føde – det kan jeg godt: Det føles som at vende vrangen ud på endetarmen. Simpelthen. Det gjorde ondt og det var hårdt, men det var også vildt og fantastisk. Og dét, der kommer ud af alt det hårde arbejde, er jo det hele værd – heldigvis <3

4 thoughts on “Om at smutte en (meget stor) mandel # 2: Fødslen”

  1. Så sjovt at læse om andres fødsler. Alle forskwellige. Min varede i 2 døgn. Og jeg husker veerne gjorde nas fra første gang de kom. Selve fødslen synes jeg seriøst ikke gjorde ondt. Husker ingen smerte kun at det var hårdt at presse. Men veerne – fåck dem glæder jeg mig ikke til næste gang.

    1. Årh det lyder som en hård omgang – men hvor er du sej! Og ja, veer er pres (badum-tish) og må gerne gå væk – man opdager jo nok, at man er i gang med at føde alligevel 🙂

  2. Dejlige indlæg, tak for dem! Var lige ved at skrive “flere af dem”, men det kræver jo ligesom at du lige smutter nogle flere mandler 🙂 Jeg fik kørestol begge gange, men igen klyx. Sådan gør de så mange ting anderledes i USA. Tak for en hyggelig blog!

    1. Haha ja det har du ret i, men det kan være det kommer en dag 😉 Nej hvor sjovt, hvis der bliver en næste gang kan jeg jo bruge som argument, at de altså bruger kørestol i USA…. Tusinde tak fordi du læser med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *