Uncategorized

Om at vælge et hjem

Vi har tilbragt weekenden hos mine svigerforældre i det jyske. Efter en biltur, hvor Lillen var så vred over at sidde i autostol at hun til sidst faldt i søvn, og efter en massiv bilkø, ankom vi til fint vejr, kolde colaer og mad på grill. Vi har brugt weekenden på at spise kulhydrater, slappe af og være på genbrugstur. Planen var at finde nogle fine ting til den nye lejlighed, men det eneste jeg kom hjem med var en bunke bøger og en meget fin vinrød kjole a la 1992. Vi har også kastet sten i Lillebælt, fodret ænder og leget en masse i haven – Lillen drønede rundt med en dukkevogn, kørte på scooter og spillede bold. Alt sammen mens solen skinnede og fuglene kvidrede. Og lige dér fik jeg et lille stik i hjertet.

Har vi gjort noget fjollet og voksen-ego-agtigt ved at købe en lejlighed i byen i stedet for et hus med have udenfor byen? Lillen kommer aldrig til at kunne køre på rulleskøjter ude på vejen, sove i telt i haven eller have sit eget lille æbletræ. Vi kommer ikke til at begrave døde fugle i haven, og der bliver ingen soppebassin i sommervarmen. I stedet er der en altan og veje, hvor man død og pine skal holde en voksen i hånden, når man skal gå over. Tidligere, da Lillen var en immobil størrelse, tænkte jeg ikke over fordelene ved have – men det gør jeg pludselig nu, hvor hun har haft gedigen optur på over udearealerne.

Men. Det er nu engang det valg, vi har taget. Og når jeg tænker rigtigt efter ved jeg jo godt, at uanset hvad vi havde valgt, ville det være et fravalg af noget andet. Havde vi købt et hus udenfor København, havde Lillen haft to forældre, der skulle bruge væsentligt længere tid på transport, end hun har nu. Vi kan begge cykle på arbejde på 20 minutter, og det giver altså noget luft i hverdagen. Et hus uden for byen ville betyde, at hun kom længere væk fra hendes bedsteforældre og moster, som hun er så heldig at se ugentligt. Det ville også betyde, at vi skulle bruge tid på at sætte i stand og vedligeholde, og eftersom Søren ikke synes det er sådan rigtig fedt at skulle forvandle noget gammelt møg til noget beboeligt, og jeg aldrig har kunnet slå et søm i et bræt uden at ødelægge begge dele, så tror jeg ikke, at det ville have været en særlig god løsning.

For dælen, det er ikke sådan bare lige at vælge det sted, der skal udgøre rammen for Lillens barndomsminder. Nogle gange får jeg lyst til at flytte ud i en svensk skov, leve af selvplukkede bær og hjemmelavede speltboller, og bruge al min tid til at vinde verdensmesterskabet i moderligt nærvær. Måske gør jeg det en dag, hvor jeg har fået for meget af regntøj, ulvetime og madplaner. Måske køber vi et hus en dag i fremtiden, hvor jeg kan lave et orangerie og Lillen kan få jord under neglene. Måske bliver vi i den fine lejlighed på Amager indtil vi skal bæres ud. Jeg ved det ikke. Overhovedet.

Det eneste jeg ved, er at vi kun kan navigere efter er, at vi er glade. At vores måde at bo på og indrette vores liv på understøtter det, vi føler er rigtigt og godt. Og lige nu er det her vi skal være. Måske ændrer det sig, i takt med at livet ændrer sig – og så tager vi den derfra. Lillens barndomsminder bliver sikkert fine, så længe hendes forældre er glade og kysser hende en masse – og det kan man jo heldigvis gøre både på Amager, dybt inde i skoven og i provinsen.

6 thoughts on “Om at vælge et hjem”

  1. Hvor jeg kender det! Jeg vil bare lige sige, at vi flyttede fra lejlighed på Frederiksberg til hus i provinsen. Her boede vi i præcist 11 måneder og tre dage, indtil jeg var nærved at opgive mit ævred totalt. Jep, der var skønne udearealer, stier og hvad pokker ved jeg, men jeg var ved at kløjs i det. Så vi flyttede simpelthen tilbage. Og vi har aldrig fortrudt. Til gengæld har vi suppleret med et sommerhus, og selvom jeg drømmer om at vågne op til bølgeSkvulp hver morgen, så gider vi bare ikke pendle…. Men det er vitterligt det evige dilemma – jeg forstår det så godt!

    1. Det er ikke så tit man hører om folk der flytter tilbage igen, men mere den der “Da vi så kom til Holbæk så vi os IKKE tilbage!”. Der er altså også dejligt på Frederiksberg, og jeg ville helt sikkert også kløjs i pendlerlivet. Jeg drømmer også om et sommerhus, en dag!

  2. Fine tanker.
    Jeg har ikke børn men tænker over det der med, at selvom jeg ELSKER at bo i København, kunne det jo også være, jeg ville ELSKE at bo på landet. Hvordan skal jeg vide det, jeg har jo ikke prøvet det. Tænk hvis det viser sig om 10 år, at det er det, der ville gøre mig lykkelig, og så har jeg ikke gjort det, fordi jeg troede jeg elskede at bo i byen. Man må prøve ikke at tænke for meget i “hvad nu hvis”, tror jeg.

    1. Ja. jeg tror du har helt ret – “hvad nu hvis”-tankegangen er ikke særlig konstruktiv. Så længe noget føles godt, må det være sådan det skal være; kvistlejlighed på Nørrebro eller nedlagt landbrug på Nordfyn. Men hvis “hvad nu hvis” trækker FOR meget, så tror jeg også man skal give det et skud, også selvom det kan være nok så skræmmende… For så føles dér, hvor man er, måske ikke helt godt nok alligevel. Tak for din kommentar 🙂

  3. De tanker kender jeg virkeligt godt. Og tilføj så om det ville være bedst at blive boende i USA eller flytte til Danmark… fordi bedsteforældre! Jeg brugte hele sidste sommer på at drømme om have, altan, bedre parker – bare et eller andet man nemt kan lukke ungerne ud i. “Run free, små røvhuller!” 😉 Glemte sjovt nok lidt alle de tanker over vinteren, for da var gårdhaven sjov, når den var dækket i sne og taget var ikke ulideligt varmt, når der ikke er 35-40 grader… Jeg ved ikke… Min søn skal starte i skole til efteråret og jeg har en idé om, at man så småt skrotter flyttetanker, når man kan mærke, at ens børn er ved at slå rod?

    1. Undskyld det sene svar! Årh det må tilføje en ekstra dimension når det ikke handler om en times ekstra transporttid, men landegrænser og kulturforskelle 😳 Jeg tror du hag helt ret i det med skolen – det har jeg også altid tænkt som en slags deadline…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *