Om duelort, banankage og 00’er techno

Jeg håber I har haft verdens bedste tirsdag! For mit vedkommende virkede dagen idag til at have alle odds imod sig – mildt sagt. Jeg vågnede ved, at nogen slog græs kl 7.00 (HVEM gør den slags!?). Den sidste slat mælk, jeg havde vogtet over som var det den hellige gral, var blevet sur, så min morgenkaffe blev en temmelig ulækker oplevelse. Ude på altanen havde en due haft smadder dårlig mave ud over det sengetøj, jeg så pænt vaskede og hang til tørre igår. Og så regnede det bare helt vildt. Jeg besluttede mig for at lave banankage, og havde netop smeltet smør i mikroovnen da jeg tabte skålen ud over mig selv og mit rene køkkengulv. Da jeg troede det ligesom ikke kunne blive så meget værre spillede de “Sandstorm” med Darude på P3 (altså denne her – som gav mig flashbacks til midt-nullerne, hvor jeg rendte rundt i hjemmefarvet tøj med en blanding af hanekam og bundesligahår. Ømt, hvis jeg selv skal sige det).

Heldigvis kom Det Kørende Kæmpe Kondom (aka min veninde Tina i regnslag) forbi. Hun havde  tabt en halv liter rengøringsmiddel ud over sig selv på vejen, og hendes nyglattede hår havde taget form som kønsbehåring pga. regnen. Så man kan godt sige, at vi ligesom startede fra samme sted….
Derfra gik det heldigvis kun fremad; vi tog ind og mængede os med turisterne på Strøget, spiste frokost – og engang imellem var der endda et lille glimt af solen. Godt nok havde jeg en dum situation med en kjole og smør-maven inde i &Other Stories, men man kan jo heller ikke få det hele.

Nu er det ren happy ending med nybagt banankage, kaffe og så har jeg lige set, at jeg de sidste 3 dage har haft over 700 sidevisninger! Det er jo for vildt, og jeg er en meget glad tyksak 🙂 Jeg vil lige kærligst minde om, at man kan følge mig på Facebook her og via bloglovin’ her. Og tak for kommentarer, I er altså søde.

Og så vil jeg gerne sprede lidt god karma, og gi’ en opskrift på verdens bedste banankage. Den er rimelig idiotsikker, hurtig at lave og så er den ikke så usund som den kunne være (men smager ikke helse-agtigt! I promise!):

Du skal bruge:

100 gram sukker

2 æg

3 modne bananer

20 gram smeltet smør 

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. bagepulver

lidt salt 

110 gram hvedemel

100 gram chokolade

– og så kan man jo være lidt krea og putte kokos , hvid chokolade eller nødder oveni hatten. 

Æg og sukker piskes luftigt i en skål. Tilsæt mosede bananer og smeltet smør. Tilsæt vaniljesukker, bagepulver, mel og salt. Rør rundt. Hak chokoladen og hæld hele herligheden op i en lille bageform. Skal bages ved 180 grader i cirka 40 minutter. Enjoy!

 

Skærmbillede 2015-07-28 kl. 19.13.28

Skærmbillede 2015-07-28 kl. 19.13.03

Skærmbillede 2015-07-28 kl. 19.39.41

Skærmbillede 2015-07-28 kl. 19.38.18