Om dyr # 1: Kæledyr og dødsfrygt

Det var lige før jeg gik i panik. Kræet stirrede på mig med sine kolde, grå øjne. Den lignede én, der var parat til at hoppe op i barnevognen og kradse Lillen i ansigtet. Jeg fumlede med låsen, mens jeg snakkede i falset til mit afkom: ”sååå skal vi ud at gå lille skat, liiiige om lidt”. Da låsen gik op galoperede jeg ud af gården med løse snørebånd og hjertet helt, helt oppe i halsen. Vi var sluppet med livet i behold, for denne gang.

Jeg har altid været bange for katte. Og for alle andre dyr, for den sags skyld.

Det er ikke så let at have det sådan. Det var fx frygteligt dengang i 90’erne, hvor alle havde undulater. Jeg rystede som et espeløv hver gang jeg var hjemme hos nogen, der absolut skulle lufte Piphans mens vi legede med Barbie. Min lillesøster havde en kanin, dengang vi var yngre. Jeg var bange for at blive kradset, og bevægede mig meget nødigt ind i kræets løbegård (bortset fra dengang jeg med vilje fik en hun-kanin til at hoppe ind til den, og de lavede sweet lovin’ midt på græsplænen. Man er vel kun et menneske). Og dengang jeg gik på efterskole, skulle vi en nat sove i shelter. Jeg lukkede jeg ikke et øje af frygt for at livtruende dyr såsom biller eller natsværmere skulle kravle ned i min sovepose.

Første gang jeg skulle hjem til mine svigerforældre var jeg mere end almindelig nervøs. Ikke fordi jeg skulle møde dem, ikke fordi jeg var bange for at sige noget dumt, men fordi jeg vidste, de havde hund. Jeg lærte nogle tricks af en kollega, der kan sådan noget med at træne hunde. Heldigvis var hunden en ældre model og rimelig ligeglad med min tilstedeværelse, så det var ikke den store udfordring.

Det dyr, jeg er mest bange for, er (udover klassikeren edderkopper) fisk. Det er helt irrationelt, for man skal vist lede længe efter noget, der er ligeså uskadeligt som en fisk. Ikke desto mindre har jeg med en svømmefod sparket Søren i ansigtet på en ferie i Egypten. Jeg havde fortalt ham, at jeg var bange for fisk, men alligevel havde manden til en strandtur medbragt en bolle, der var stjålet fra morgenbuffeten, så han kunne lokke fiskene rigtig tæt på. Da en fisk nærmede sig gik jeg i panik, rev mig til blods på en koral og slugte halvdelen af Rødehavet. Jeg var tosset resten af dagen, så det tror jeg ikke, at han kunne finde på at gøre igen.

Engang spurgte min veninde mig, hvad mit yndlingsdyr var. Jeg svarede kødpålæg. Men efter jeg blev vegetar-agtig, kan jeg ikke engang sige dét længere. Jeg har altså ikke noget yndlingsdyr. Eller jo, men det er teknisk set ikke et dyr – det er egentlig noget fra en plante, men det vidste jeg ikke, dengang jeg gik på fritidshjem. Jeg fangede ”dyret”, og puttede det ned i en kasse med græs, lidt vand og hvad dyr ellers har brug for. Den rørte sig bare slet ikke ud af flækken. Mit første og eneste kæledyr nogensinde, var dødt, før vi overhovedet havde lært hinanden at kende. Suk. I sommers fandt jeg en slægtning til mit første, eneste og døde kæledyr, og blev helt nostalgisk:

kæledyr

Ofte tænker folk, at man er en slags dårligt menneske, hvis ikke man kan lide dyr. Jeg er ikke enig, og til gengæld kan jeg jo lide så meget andet – andre mennesker og kage, for eksempel. Men jeg skal alligevel nok prøve ikke at give min dyre-frygt videre til Lillen. Det har jeg lovet Søren. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal gøre det. Endnu.