Uncategorized

Om dyr # 2: Dyrevennen Far

(Læs del 1 her). Det er ikke fra fremmede, at jeg har et temmelig akavet forhold til dyr. Jeg tror faktisk, at det kommer fra min far. Min far er en alletiders mand, og faktisk ét af de mest rummelige og tolerante mennesker, jeg kender. Men at være en dyreven, dét kan man altså ikke beskylde ham for at være.

Min far kan ikke så godt lide store dyr. Dengang min lillesøster gik til ridning paniksvedte han flere døgn inden han skulle hjælpe med at strigle og sadle krikken. Der gik et lettelsens suk gennem hele parcelhuskvarteret, dengang min søster besluttede sig for at gå til kakkelmaling (!) med storesøster i stedet. Jeg tror egentlig også selv hun var vildt bange for hesten, og kakler kan jo hverken sparke eller bide, så det  var vel et ganske forståeligt valg.

Min far kan heller ikke så godt lide de mindre dyr. Man kan nemlig også få nervøse trækninger og hjertebanken af dyr på størrelse med et egern, hvis man er min far. Da vi for nogle år siden var i Sydafrika, var vi ude at gå ved vandet. Min far var i sandaler, og da vi mødte nogle dassies var han sikker på, at den sidste time for hans tæer var kommet. Hurtigere end lynet forlod han familien og skyndte sig hjem til hotellet ad en dassie-fri hovedvej. Han har ti tæer endnu.

Engang havde mine forældres genbo en stor kat, der holdt af at gå rundt i mine forældres have og efterlade små lorte i græsset. Min far er en handlingens mand, så han strøg i Fætter BR og købte det største vandgevær, de havde. Som en anden Indiana Jones med sideskilning og fleecetrøje stod han klar til at sprøjte vand på kræet, så snart dens pels kunne skimtes. Nu er genboen flyttet, og katten ligeså, så vandgeværet er sendt på pension.

I stedet har han kastet sig over videoovervågning. Min mor var træt af, at der var lort i hendes krydderurter, og for at finde synderen, installerede min far videoovervågning over bedet med rosmarin og purløg. Hver gang der var noget der bevægede sig, blev der sendt et videoklip til hans telefon. I et par dage var stemingen sådan lidt Rejseholdet, indtil synderen blev fundet: Det var duer. Og nu er der sat sådan noget gå-væk-due-net op, så mors krydderurter kan leve i fred.

Min far bryder sig slet ikke om små dyr. Han støvsuger edderkopper op, i stedet for at klaske dem/tage dem i benene og sætte dem ud. Men han er ingen dyrplager, for efter at have støvsuget den lille, behårede satan op, skaber han undertryk ved at holde støvsuger-røret mod en plan overflade – dermed bliver døden hurtig. Hvepse får også en hurtig død når min far er i nærheden, for han har en elektrisk ketcher der rister hvepsene, så snart de flyver ind i den. En grill-aften hos mine forældre kan altså hurtigt udvikle sig til en slags massakre.

… Det er altså ikke min far der skal lære Lillen at omgås dyr på en god måde. Til gengæld kan han lære hende så meget andet – fx at sejle. Eller spise is på tid. Eller hvordan man installerer ting på computeren. Eller hvordan man bestiller en cola på italiensk. Han er meget bedre til børn, end til dyr – heldigvis!

dassie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *