Om et hjerte, der halser bagefter

Jeg sidder lige nu på Riccos på Istedgade med en kop rygende varm kaffe, og har det lidt som om, at jeg har glemt et ben eller en arm derhjemme. Lillen er her nemlig ikke. Hun er i institution. Og for aller første gang er jeg blevet sendt ud på en gåtur – med mobilen inden for rækkevidde, selvfølgelig. Jeg skal vente på at de ringer og siger jeg skal komme tilbage, og tiden s.n.e.g.l.e.r. sig afsted.

Det er mærkeligt at mine øjne ikke er blevet firkantede af at stirre så intenst på min mobil (… for dén form får øjne af at kigge for længe på dén slags, bare spørg forældre til 80’er børn). Men der sker ikke en fløjtende fis – og det betyder vel at hun hygger sig.

Nu er der gået 13 minutter.

Det her indkøringsshow er gået over al forventning. Damen kravler rundt og piller ved alt det nye legetøj, snakker med de andre børn, smiler til pædagogerne og ænser ikke rigtig om hendes mor er i rummet eller ej. Hun er tydeligvis klar, og det er jeg jo egentlig også. Eller, i teorien er jeg. I virkeligheden har jeg det lidt som om at mit hjerte halser bagefter – sådan et helt forpustet ét, der forkrampet forsøger at følge trop. Det er bare gået så hurtigt, det hele. For fem minutter siden kom vi hjem fra hospitalet med en rynket, lille, skrøbelig klump menneske. Nu har jeg et institutionsbarn. Den dér fornemmelse af totalt ubegrænset tid er væk – i stedet kan jeg ikke forstå, hvor den er blevet af. Tiden, altså.

Nu er der gået 19 minutter.

Jeg glæder mig til at komme tilbage og kysse de tykke kinder og blive rykket i håret.  Jeg savner hende. Mit hjerte banker og jeg kan ikke engang koncentrere mig om at sidde her og kukkelure. Hvis jeg går langsomt, meget langsomt, passer det nok med tiden. Der er nogle få hundrede meter meter derhen. Om ikke andet kan jeg stå udenfor som en rigtig creep og lure ind ad vinduerne indtil min telefon ringer.

26 minutter.

Der er heller ikke mere kaffe. Over and out!