Uncategorized

Om hvad andre tænker

For et par dage siden fik jeg en notifikation på Facebook. Jeg havde været online-venner med en veninde, Amie, i 9 år og hun havde skrevet noget så fint: ”Uden dig havde jeg ikke været så stærk og turde tro på mig selv. Du lærte mig ikke at være optaget af hvad andre synes og tænker, og uden dig var det nok ikke lykkedes mig at tage 9 kilo på i løbet af to måneder”.

Jeg blev glad helt ind i hjertet, for det er så sjældent at man faktisk sætter ord på hvad vi betyder for hinanden. For sjældent. Amie og jeg mødte hinanden på en tagterasse i Perus hovedstad, Lima, for ni år siden. Dengang var Amies hår fuld af fletninger, hun havde brugt det seneste stykke tid i Costa Rica og hendes svenske accent skinnede igennem det engelske på en meget sød måde. Jeg havde samme hudfarve som en lædersofa  og jeg var helt klar til eventyr på dén der måde, hvor sokkerne bliver vendt på vrangen når de bliver ulækre og armene er fyldt med armbånd i spraglede farver. De næste to måneder rejste vi rundt i Peru – sammen. Siden da har vi holdt kontakt. Besøgt hinanden og endda været så heldige at bo i samme by i en periode. Til sommer håber jeg på en tur til Sverige, så Lillen og jeg kan hilse på Amies nye, lille, buttede datter.

Dét Amie skrev fik mig til at tænke på, hvordan vi nogle gange kan have en virkning på andre mennesker, som vi slet ikke selv er klar over. Jeg vidste slet ikke selv dét, Amie skrev – overhovedet. Det fik mig også til at tænke på, dét der med at gå op i, hvad andre tænker. Og er det godt? Eller skidt? Jeg har altid været temmelig skeptisk overfor udsagn om, at man er ligeglad med hvad andre tænker. Jeg tror at social anerkendelse og en form for tilhørsforhold er vigtigt for alle – uanset om man er typen der klæder sig ud som japanske tegneseriefigurer, går i swingerklub eller er Djøf’er. Vi vil gerne høre til, på den ene eller anden måde, og vi forholder os til hvad der er normalt, rigtigt og forkert. At vi gør det, er vel en slags social lim, så at sige.

For mig er det vigtigt at folk synes jeg er rar, til at stole på og at mit selskab ikke er ligeså sindsoprivende som en lille bakke karse. Og så vil jeg for så vidt gerne undgå at andre mennesker tænker at jeg ligner en kæmpestor rodebunke – i hvert fald det meste af tiden. Det gør mig ingenting at gå ned at handle iført fedtet hår og joggingtøj, men jeg synes alligevel det var lige chill nok, da jeg venligt blev prikket på skulderen af en dame i Netto, fordi jeg gik rundt med bar røv. Kjolen sad nemlig nede i underhylerne, og jeg havde så mange tømmermænd, at jeg ikke havde opdaget det.

Til gengæld tænker jeg ikke så meget over, at tingene skal være pæne, rigtige og passe i nogle bestemte kasser. Faktisk foretrækker jeg det modsatte. Jeg får fysiske kvababbelser når jeg befinder mig steder med for meget Kähler, eller når Lillen har lidt for pænt og pastelfarvet tøj på. Når folk samler på en serie af vinglas, får jeg lyst til at forære dem et par stykker fra en helt anden serie. Og så videre.

Jeg har det helt sikkert bedst, når tingene stikker en lille smule ud og er lidt krøllede. Det gælder både i det små, som ovenstående, men også i det store billede. Jeg har fx taget min uddannelse, fordi jeg (for det meste) syntes det var spændende, og jeg fik lov til at skrive opgaver om alt fra speltmødre til engangsknald. Jeg har taget de sabbatår jeg havde lyst til. Det var noget af et tilfælde at jeg havnede i dét job jeg har, for jeg har aldrig rigtig haft en plan. Jeg har rejst alle mine penge op, fået et uplanlagt ønskebarn. Jeg tillader mig at forholde mig temmelig kritisk overfor de tendenser i samfundet der hedder konkurrence, med alt hvad det indebærer af større, vildere og bedre – i forhold til kroppens udseende, vores karriere, familieliv og så videre.

Jeg er meget bevidst om, hvordan jeg har forholdt mig til, hvad andre mennesker tænker, mener og siger. Jeg er ikke ligeglad med det – slet ikke – men jeg vil ikke lade mig besnære af det, hvis det står i kontrast til dét, jeg synes er rigtigt og vigtigt. En anden diskussion er, om vi drømmer og vælger sådan helt ude af boksen – den må vi tage en anden gang.

Jeg er glad for, hvis jeg har påvirket nogen til at turde tage valg, baseret på lyst og interesse fremfor hvad der er populært, forventes eller noget tredje. Så tak for det, Amie! De ni kilo tager jeg også gerne æren for, omend jeg tænker at peruvianske øl, pisco sour og de voldsomme mængder ris også har en del af ansvaret…

DSC00221

( Don’t judge – det var 2008 😉 )

 

4 thoughts on “Om hvad andre tænker”

  1. Det der er fandeme godt og klogt skrevet!!! Sådan vil jeg også være…
    Jeg kæmper virkelig med selvværd, selvtillid og min egen evige kritik af mig selv. Og jeg er slemt til at sammenligne mig selv med alle andre og spekulere på hvad andre tænker om mig…. Det er så dumt og spild af tid.

    1. Hej Laura! Det er jeg ked af at høre at du slås med, det tror jeg nu at alle gør indimellem. Tak for rosen 🙂

  2. Du skriver helt vanvittigt godt ! Jeg tjekker din blog cirkus en gang om dagen, selvom jeg er pinligt bevidst om, at det ikke er noget jeg har super god tid til, taget ejerskab af 1 årig i betragtning. Men altså lidt toiletlæsning kender alle mødre vel til…..

    1. Hej Sidsel! TUSINDE tak, hvor er det dejligt at få at vide! Nej man er ret hængt op med sådan en lille størrelse, men mor-pauser er også vigtige – også selvom de finder sted på toilettet 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *