Om (ikke) at gå kontra på den

Opdragelse er egentlig ikke noget, jeg har brugt særlig meget krudt på – jeg har hverken læst nogle bøger eller fundet gode råd på heste-nettet. Jeg tager det som det kommer. Der er dog noget, jeg ikke gør, og det er at råbe eller skælde ud. Til gengæld prøver jeg at være  tålmodig og rummelig i forhold til alle de mærkelige ting, en to-årig kan finde på, og på de meget store følelser, der indimellem fylder den lille krop – fx når nogen er så tarvelig, at man kun må få læst én godnathistorie, at man skal have børstet tænder af en voksen eller at man skal spise både figenpålægget og rugbrødet.

I forhold til tålmodighed fik jeg på en eller anden måde en stor portion, dengang Lillen kom til verden. For jeg har aldrig nogensinde været tålmodig anlagt, og min mor har ofte drillet mig med, at jeg havde ”tissemyrer i numsen”. Jeg tror også det er derfor jeg aldrig er blevet sådan rigtig god til noget – fx guitar, strikning eller badminton – fordi jeg simpelthen ikke havde tålmodighed til at lære det. Selvom jeg er blevet mere tålmodig og gør mig umage med at have en mor-ja-hat på, kan jeg fandenfisemig godt blive udfordret.

Fx når jeg siger: ”Du skal blive hos mor” på parkeringspladsen foran Netto, og Lillen løber direkte væk fra mig. Eller når jeg siger: ”Kom og få bukser på”, hvorefter damen forsvinder med 200 km/t. Eller da vi sidst var i Zoo. Vi havde på børnefamilie-manér pakket madpakker, varmt tøj og overskud ned i den overbelæssede klapvogn. Efter en lang bustur i 4A, kom vi ind i Zoo. Lillen kiggede på sælerne, men var skidesur, og faldt i søvn i klapvognen kort efter. Da hun vågnede igen, stadig noget groggy, tog vi i børnezoo. Og det skulle vise sig at være dér, undertegnede blev udfordret – mildt sagt. Jeg brugte størstedelen af tiden i børnezoo (dvs. mellem skrigende børn, trætte forældre, ansigtsmalere og klappegeder) på at rende rundt i en frygtelig, foroverbøjet stilling i kanin-labyrinten, mens jeg på den mest passiv-aggressive måde prøvede at få Lillen til at høre efter. Det lykkedes ikke. Hver gang jeg sagde ”kom” så løb hun væk væk, og når jeg sagde ”nej” så sagde hun ”jo”. Hun gik kontra på samtlige instruktioner fra moderskibet.

Og sådan er det åbenbart at have en 2-årig. I hvert fald noget af tiden. For viljen til selv at bestemme, er på den anden side også ret fed. I dag ville hun fx gerne se Bamse og Kylling i ’den store seng’, og det var så hyggeligt at ligge og putte midt på dagen og få varmen efter en kold cykeltur. Og aftensmaden ville hun gerne spise på gulvet, så det gjorde vi, og bagefter ville hun danse – og sådan endte aftenen med, at vi spænede rundt i stuen og spillede luftguitar til et gammelt nummer med TV-2. Når der kommer så fine forslag fra det lille menneske, så handler det bare om, at de voksne ikke går kontra på den, synes jeg. Også selvom der i skrivende stund er lidt ketchup på køkkengulvet…