Uncategorized

Om planter, motorik og opdragelse af andres børn

Nåmen vi kom overhovedet ikke i Zoo igår, fordi min vejr-app lovede regnvejr og hvis der er noget jeg ikke gider, så er det at betale små 400 kroner for at rende rundt i abelugt og have våde bukser på. I stedet tog vi ind til Botanisk Have for at hænge ud i Palmehuset – der er varmt, fugtigt, masser af turister og eksotiske planter, så med lidt god  vilje føles det som at være på Rhodos for en stund. Det var et kæmpe hit, for vejen gennem Botanisk Have var spækket med skovsnegle, og hvis der er noget Lillen er glad for (udover Gurli Gris og pålægschokolade) så er det skovsnegle.

Inde i Palmehuset var der en lille orange fisk, og jeg tror egentlig fint at vi kunne have parkeret afkommet dér og være gået ud for at spise en god frokost, for hun ville ikke væk fra hendes nye, skællede ven. Vi fik hende dog med i Torvehallerne efter en omgang Bahn Mí og kolde colaer som vi indtog på en bænk, og der kom sådan cirka ingen regn – tværtimod var det lige før man kunne få en smule solkyssede kinder.

I dag hænger skyerne til gengæld tungt over Amager. Lillen og jeg har været en tur på ydre Frederiksberg, hvor KU.BE ligger. Det er sådan et sted med café, bibliotek, kontorer og en masse plads at boltre sig på. Jeg var en klatretur op ad en net-tunnel og ud på et svævende net i en etages højde, og jeg vil godt love, at det ikke var noget kønt syn. Lillen kravlede bare rundt og syntes det var sjovt, mens undertegnede svedte, var bange for at nogen kom til skade og i det hele tager var temmelig udfordret udi ben-arm-koordination. 1-0 til den yngstes motorik.

Vi var også forbi en stor madras med store, bløde figurer. Der var to-tre drenge på 5-6 år og én af dem, skubbede Lillen ned fra en af figurerne – ikke legende eller drillende, men sådan”flyt dig, her vil jeg stå”-agtigt. Lillens undelæbe bævede, men hun klarede den. To sekunder efter gjorde drengen det igen, og Lillen stak i et hyl og tårene sprøjtede. Drengens forældre var der ikke. Hvad dælen gør man så? Hvad må man?

Jeg sagde på min allermest pædagogiske måde til drengen, at han skulle lade være med at skubbe og at pigen var meget mindre end ham, så han skulle passe lidt bedre på hende og de andre små. Jeg synes det er så svært, det der med at opdrage på andres børn – børn og forældre er forskellige, ligesom deres grænser for, hvad der er okay er det. Jeg ville selv blive stiktosset hvis nogen opdragede Lillen på en uhensigtsmæssig måde eller på et grundlag, jeg synes var forkert. Ingen skal råbe af hende, tage hårdt fat eller gøre sig til dommer over en situation, de ikke har set udvikle sig. På den anden side synes jeg at det også kan være et fælles ansvar at lære børn at opføre sig ordentligt i det offentlige rum – især hvis ikke forældrene er til stede og kan tage sig af det. Og andre må gerne irettesætte Lillens opførsel, hvis de vel at mærke gør det ordentligt.

Hvis I har nogle tanker omkring opdragelse af andres børn, så giv den endelig fuld smadder i kommentarfeltet. Jeg kunne så godt tænke mig at høre, hvad I synes 🙂

 

6 thoughts on “Om planter, motorik og opdragelse af andres børn”

  1. Jeg ville gøre det samme på en pædagogisk men bestemt måde. Så jeg synes du gjorde det rigtige. Og jeg ville også synes det var ok hvis det var min søn og jeg ikke var der selv.

  2. Uh, det synes jeg også er vildt svært. Det er et punkt, hvor jeg virkelig føler mig ny i forældrerollen stadig. Men jeg synes som Lika, at du gjorde det rigtige. Super godt at du sagde noget på en rolig og pædagogisk måde. Hvis jeg ikke var der og min søn lavede noget lignende, ville jeg også blive glad for at der blev dagt noget til ham. Så længe det netop bliver gjort på en ordenlig måde… Men for søren, det er ikke nemt. Endnu værre er det, hvis forælldrene er der, men ikke gør noget. Så utroligt akavet.

    1. Man bliver indimellem bare nødt til at føle sig frem i den her jungle af forældreskab – og det er én af dem, hvor jeg også stadig famler. Tak for din kommentar, og ja mand – situationer hvor børnene er nogle røvhuller og forældrene ikke reagerer! Jeg får sådan lyst til at fortælle dem et par borgerlige ord. Forældrene altså. Tak for din kommentar 🙂

  3. Du gjorde det helt rigtige – og ja, i sådan en situation, hvor han er et indiskutabelt røvhul, skal han have det at vide. På en god måde, så han lærer af det. Thumbs-up til dig for dét overblik.

    Jeg har aldrig stået i lige den situation, men noget der fylder meget mellem min kæreste og mig, er, hvornår man skal gribe ind. I din situation skal man selvfølgelig (især fordi du venter til han gør det igen – sejt), men ofte er deres konflikter jo noget mere mudrede. Det oplever vi i hvert fald. Der er ofte ikke en åbenlys bølle eller et åbenlyst offer. Hos os er vi store tilhængere af at lade børnene klare det selv. Under opsyn, selvfølgelig, men nok alligevel længere end mange ville lade gå uden indgriben. Jeg tror, at de små lærer af det (forudsat, at de er på samme niveau); lærer at sige fra, forskel på dit og mit og alt det der.

    De fleste af mine venner med jævnaldrende børn er af samme opfattelse, og vores børn kommer tit ind i problemer, men får også viklet sig selv ud igen bagefter, så der, hvor det bliver svært, er, når man ikke kender det andets barns forældre eller ved, hvilken skole, de er af. Og på legepladsen går der ofte høflighedssyge i situationen, oplever jeg, når børnene roder sig ud i småkonflikter. Så står de to børns forældre der og nærmest kæmper om, at det var DERES barn, der var galt på den, og at DERES barn også “skal til at lære at opføre sig ordentligt”. og i den dur Det hele garneret i indforståede grin og overbærende attituder, så optrækket til konflikt kan gå væk og den rare stemning komme tilbage.

    Jeg er selv skyldig i det også, altså at gå all in på mit barns del af skylden og tale meget højt om det, og jeg tror det bunder i, at vi alle er så opslidende opmærksomme på, hvordan de andre forældre ser på en. Om de dømmer en. Vi vil gerne komme i forkøbet, at nogen skulle tro, at man ikke syntes, at ens barn gik over stregen. Uagtet om det gjorde det.

    Jeg øver mig i hvert fald en del i også på legepladsen blandt fremmede forældre at træde tilbage. Sende dem blikke om, at jeg har styr på mit barn (min øjenkontaktskills er ved at blive ret så imponerende!) og prøve at signalere om ikke vi skal prøve at holde os ude af det. Og lade børnene.

    (Okay, der hijackede jeg lige din pointe. Haha. Håber det skinnede igennem, at jeg havde gjort det samme som dig. Men at det ofte er mindre klare situationer, der er årsag til tvivl hos mig)

    1. Jeg er helt med på hvad du mener! Og enig i, at det nok er sundt og godt at lade de små mennesker selv klare konflikterne – såfremt de er på samme niveau. Her er vi ikke nået meget længere end hvem der havde skovlen først-situationer, men jeg tænker at det kun bliver mere udfordrende fremover. Og uff, jeg kan få helt tics ved tanken om alle de konflikter sådan nogle skoletøser (og altså vores unger om en 4-5 år) kan ende ud i…

      Angående dét med høfligheden på legepladsen er det SÅ rigtigt observeret! Godt beskrevet, og jeg er helt enig i pointen om, at andre forældre ikke skal se vores børn som nogen, der går over stregen – selvom jeg egentlig tror at vores indgriben indimellem kan bevirke, at de overhovedet ikke nærmere sig eller lærer, hvor stregen egentlig er.

      Tusinde tak for din kommentar Karoline 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *